Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I det mest himmelske vejr rejste Heiberg og jeg til Nakkehoved, som ligger et par mil fra Hellebæk. [Ak, hvor dejligt på en åben vogn, hvor luft og sol ret kan komme en nær, at fare hen mellem duftende marker, siddende ved hinandens side, to og to, uden mislyd i stemningen, forstående hinandens tale, forstående hinandens tavshed, idet tankerne går på vandring, snart hist, snart her og 206 således samle stof til en fornyet livlig meddelelse. Vi kunne dette vi to, aldrig trættede ved at meddele os til hinanden, aldrig forstemte, fordi talen ophørte, og tavsheden indfandt sig. Vi ankom således til Nakkehoved.] Dette mærkelige punkt er ret et bevis på, hvad den menneskelige udholdenhed formår. Nakkehoved er en af Sjællands yderste pynter mod nord; et fyrtårn står her som leder for de stakkels sømænd i farens øjeblikke. Fyrinspektøren, en hr. Faber, kom til at bo her for et halvhundrede år siden på nøgne strandbanker, sand og atter sand og intet andet! Med overmenneskelig tålmodighed begyndte denne mand at plante i sandet. Stormene kastede omkuld, hvad hans kærlige hånd havde plantet, det ene år efter det andet. Han plantede atter og atter, og se, nu går man der i 7 å 8 alen høje franske hække, tætte som vægge i en stue, og indenfor disse træer, blomster, frugter af sjældne arter; små damme med alle slags vandfugle, fiskeparker o.s.v. Og hvilken udsigt over havet fra dette punkt! Hvilke skypartier, hvilke belysninger på kysten, på Kullen, på skyerne, på skibene, der ligger dybt nede ved ens fod! Uforglemmeligt er mig alt dette. Da jeg nogle få år efter atter besøgte dette sted, fortalte Faber mig, at jeg, første gang jeg sad her og så dette skue, havde udbrudt: Og så rejser man til Italien for at se en henrivende natur, når man har sligt hos sig selv! Jeg erindrer det ikke, men vil gerne stå ved mine den gang udtalte ord.