Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Efter at have ligget på Gilleleje om natten, kørte vi næste dag atter tilbage til vor kro. Der gik et par dage, inden jeg kunne få tid til at besøge Ane. Nu vandrede jeg en morgen tidligt derhen. Luften var tyk og trykkende, og sorte tordenskyer viste sig i horisonten. Tordenluft har altid haft en stærk virkning på mig, rimeligvis på grund af den påfaldende elektricitet i mit legeme, hvorpå jeg ofte har set de mærkeligste tegn. Mangen en dag, når jeg ville rede mit hår, kunne dette fare ud til siderne som store børster og blive stående i stiv stilling, hvilket så helt sælsomt ud. Jeg har undertiden for løjers skyld vist fremmede, der sad og talte med mig, hvorledes en silkefrynse, som jeg strakte fingrene ud imod, rejste sig og blev stående stiv i luften. Heraf kom vist det tryk, jeg føler i tordenluft. Jeg kom derfor hed, træt, betynget af luften til Ane, der modtog mig med et glædesråb. Da jeg spurgte: »Hvor går det Ane?« sagde hun med glædestrålende ansigt: »Ja

        

207 kom, skal De se!« og nu blottede hun det syge ben, og til min forundring var virkelig det hele ben overtrukket med en fin hud. Jeg blev så glad som et barn, og jeg forstår endnu ikke, hvorledes det simple middel kunne have denne virkning. Jeg tænker, at den daglige vask, det fine, rene linned i stedet for de grove klude vel især var det, der bevirkede den mærkelige forandring. »Der kan De se,« udbrød jeg spøgende, »er jeg ikke en god doktor?« Ane kyssede min hånd og sagde: »Gud velsigne Dem!« - »Tak,« svarede jeg, »dertil trænger vi alle.«