Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Samtalen gik nu over på det uvejr, der truede med at bryde løs. Det tordnede alt i det fjerne. »Bare ikke tordenvejret bryder løs, medens jeg går hjem, hvad skal jeg så gøre?« - »Stil Dem ikke under noget egetræ,« sagde Ane alvorligt, »thi De ved jo nok, at der søger altid troldene hen i uvejr.« - »Nej, det ved jeg ikke,« svarede jeg, »er det så?« - »Ganske vist, for det troldtøj ved, at lynet vanskeligt slår ned i egen, og derfor tyr de ind derunder.« -»Sig mig oprigtigt, Ane, har De nogensinde set trolde eller andre overnaturlige væsener?« - »Nej,« svarede hun med en kraftig, bestemt stemme; »jeg ville være et skarn, om jeg løj for Dem, men,« tilføjede hun i en forunderlig troværdig og bestemt tone: »min søn har set det.« - »Når og hvor?« spurgte jeg. »Netop i et tordenvejr. Det var silde om aftenen, og han gik hjemad, da et forfærdeligt vejr brød løs. Han ville krybe i skjul for tordenregnen og gik uforsigtigt ind under et egetræ. Da så han oppe imellem grenene i den tykke krone af træet flere trolde, som sad der og krøb i skjul, thi troldene er mere bange i tordenvejr end vi kristenmennesker. Ved dette syn glemte han regn og torden og løb, alt hvad han kunne, herhjem. Forpustet og åndeløs kom han herind og sagde: Sæt dig, Ane, så skal jeg fortælle dig, hvad jeg har set i aften. Jeg satte mig, men måtte først give ham lidt at drikke, for at han kunne komme til kræfter. Og nu fortalte han mig, hvad jeg nylig fortalte Dem om troldene i egetræet. Har du ikke set fejl, spurgte jeg. Nej, Ane, var svaret, jeg så tydeligt og klart troldene, som jeg ser dig, Ane, i dette øjeblik.« Jeg ved ikke selv, hvor det faldt mig ind at sige: »Hvorfor kalder Deres søn Dem Ane og ikke moder?« - »Nej,« udbrød hun i den heftigste lidenskab, »han siger Ane, og han skal sige Ane, thi jeg har ikke været som en moder for ham.« - »Hvorledes skal jeg forstå det,« 208 spurgte jeg, »hvad mener De med, at De ikke har været moder for ham?« Hun foldede sine hænder, så ned for sig og drog det ene suk efter det andet, indtil hun tilsidst brast i gråd. »Fortæl mig, Ane, hvad De sørger over,« sagde jeg, »let Deres hjerte for mig, jeg hører på Dem, ikke af nysgerrighed, men af godhed for Dem.« - »Ja ja,« sagde hun med forklædet tørrende de gamle øjne, »så får jeg vel fortælle.«