Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I nogle dage kom jeg ikke ad den kant, hvor Anes hytte lå, men vandrede i de lyse, herlige skove. Hele timer kunne jeg da sidde og se ud over det blå hav og på de vekslende skyer og alle de former, de i bevægelsen dannede. Jeg nød ret det at have lov til at tie. Ak, hvor ofte lyder ikke vor tale af pligt, af frygt for at støde an mod den gode tone, uagtet vi intet har at sige og intet får at høre,

        

211 uden en lyd, der farer hen over os som et vindpust, vi ikke ved hvor kommer fra eller hvorhen det går, og intet andet efterlader end træthed og mathed på sjæl og legeme. Jeg har ofte misundt de mennesker, der nu engang har fået lov at sidde og tie, uden at nogen tager dem det ilde op. I naturen taler alt så stille, så velgørende til os; den befrugter vor tanke med mangt et frø, som først længe efter bærer blomst og frugt. Fred! Fred! hvor er du velgørende! Har man nu ved siden af en sådan ydre fred et åndeligt arbejde, der opfylder ens tanke, og som lader til at lykkes, da kan man vel kalde en sådan tid lykkelig. Jeg havde jo ved siden af denne fred i Hellebæk en sådan sysselsættelse i den lille vaudeville, som jeg legede med som et barn med sin kæreste dukke. Det var en leg, og mine fordringer til denne leg bestod kun i, at jeg fik lov til at lege den tilende, det vil sige, at fremstille min Lisbet for det publikum, der så vidunderligt holdt fast ved mig, og som jeg til gengæld ønskede at behage. De nye store opgaver som Viola og Ninon gjorde jo også stærkt krav på min opmærksomhed, så der var fylde i denne tid både på den ene og den anden måde.