Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Mit navn var ganske naturligt [meget bekendt i Danmark. Alle kender fru Heiberg i det mindste af navn.] Der var altså intet forunderligt i, at man selv her i det ringe fiskerleje vidste, hvem jeg var, og en og anden lille opmærksomhed blev mig derfor til del. Således havde jeg ikke længe boet i kroen, før jeg en formiddag hørte nogen banke på ruden i vor lave stue ud til vejen. Jeg gik derhen, og en nydelig ung bondepige stod udenfor vinduet med en buket blomster i hånden. Da jeg åbnede vinduet, nejede hun rødmende og sagde: »Denne vil jeg bede Dem modtage.« Jeg takkede den lille smukke giverinde, der ikke var at formå til at træde indenfor døren. På samme måde gentog dette sig oftere; hver gang jeg hørte den sagte banken på ruden, vidste jeg, at det var lille Inger, der kom for nejende at række mig sine blomster. Det er ikke altid de store opmærksomheder, som glæder os rnest. De små, der viser os et godt menneskes hjertelag, virker ofte langt mere oplivende. Lille Ingers opmærksomhed frydede mig ret; udeblev hun i flere dage, savnede jeg min lille venindes smukke ansigt og venlige tiltale.