Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

»I morgen går jeg til Ane,« sagde jeg en aften til Heiberg; »vil du så med?« - »Ja, i morgen går jeg med,« var svaret, og næste 212 dag vandrede vi begge hen ad de veje, hvor jeg nu var som hjemme, men som var Heiberg temmelig fremmede. Han glædede sig over mangen en yndig udsigt, mangt et skønt træ, som jeg tidligere havde lagt mærke til og nu viste ham. Han havde altid meget travlt med insekterne, og ofte lå han næsegrus i græsset, snart for at betragte myrerne, snart når han havde opdaget et eller andet insekt, der interesserede ham. Han havde i sin ungdom beskæftiget sig meget med insekter og kendte mange af dem meget nøje, uagtet jeg beskyldte ham for, at han kaldte dem alle skolopendere, når han ikke vidste at give dem andet navn. Vi ankom endelig til Anes hytte. Hun tog glad imod mig, men standsede, da hun blev Heiberg vaer. Hun bad os sætte os, og vi tog alle tre plads. Samtalen ville ikke ret komme igang. Under en af pauserne spurgte Heiberg Ane til min forfærdelse: »Har mor nylig set nogle trolde her i skoven?« Ane spilede øjnene op og så stift og noget vredt på ham, uden at svare. »Ja, ikke sandt,« vedblev han, »der gives trolde så vel i vor tid som i gamle dage.« Ane så atter stift på ham og svarede med sin stentorstemme: »Jeg har ingen trolde set og har intet med dem at bestille.« Heiberg så noget flov ud ved dette svar, og jeg havde den største møje med at bekæmpe den latter, der ville bryde frem. Der blev atter en pause. Endelig rejste Ane sig op i sin fulde højde, så foragteligt op og ned ad Heiberg og sagde hen til mig: »Er det Deres mand?« Da jeg bekræftede dette, udtalte hun i en ypperlig betoning, hvori der umiskendeligt lå foragt og medynk: »Herre Gud, så det er det!« Jeg kunne virkelig ikke længere bare mig for latter, især ved at se Heibergs halvt forlegne, halvt ironiske mine, og måtte ty ud i haven for at give latteren luft. Et øjeblik efter kom de andre to ud til mig, thi ensomheden havde ikke hjulpet til at skaffe en forsoning tilveje. Da Ane var og blev tavs, forlod vi hende kort efter. »Det var virkelig et interessant besøg,« sagde Heiberg, da vi var blevet ene. Jeg lo ham dygtigt ud og sagde: »Hvor kan nu en digter, filosof, psykolog bære sig så kejtet ad?« Med en forbavsende naivitet - ja så underligt end dette udtryk vil forekomme mange, når der tales om Heiberg, passer dog intet andet - svarede han: »Herre Gud, hun havde jo talt til dig om trolde, så syntes jeg, at hun kunne også tale til mig om trolde, uden at det kunne fornærme hende.« - »Men slige samtaler må lokkes frem lidt efter lidt, 213 og man må ikke falde med døren ind i huset, som du gjorde.« - »Ja ja,« svarede Heiberg ganske tålmodigt, »så får jeg jo finde mig i det; jeg syntes, at jeg begyndte meget fint.« At denne scene gav anledning til spøg og drilleri, følger af sig selv, så den var dog ikke ganske uden udbytte.