Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg skulle altså bo ene i kroen, indtil Heiberg næste dag kom tilbage. Det var en trøst, at jeg her på dette afsidesliggende sted havde vundet flere venner; til dem, for hvem jeg ikke var ligegyldig, hørte ikke mindst min firbenede ven Valter. I ensomheden rykkede vi endnu nærmere sammen og forsødede hinanden timerne, så godt vi kunne det, idet vi gensidigt gjorde os umage for at gå ind i hinandens tankegang. Når han troskyldigt lagde sin snude i mit skød og så op på mig med sine kloge øjne, idet jeg fandt mig i en og anden plet på min kjole som følge af denne kærlige fortrolighed, da var det, som om han spurgte: »Hvor er herren henne?« Når jeg da svarede: »Herren kommer igen i morgen, Valter,« da svarede han atter med et højt, glad vov, til tegn på at han forstod, hvad jeg havde sagt. Ved middagsbordet indtog han formeligt Heibergs plads, idet han ikke som sædvanligt lagde sig under bordet, men sprang op på den ledige stol lige overfor mig og sad der stolt for at modtage sin del af måltidet; det lod til, at han syntes meget godt om vor tête-à-tête.