Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg blev efter mit løfte til Heiberg hjemme den hele dag, skrev, syede, læste og var flittig. Henimod aften i tusmørket, da jeg sidder i min stue, stille beskæftiget i den rolige kro, hvor man kun af og til hørte en hane gale, en høne klukke, en ko brøle, hvor mange dage kunne hengå, uden at der kom gæster, der ønskede noget af værtinden; mod aften, som sagt, i tusmørke hører jeg med ét en støj, en tummel, en gåen frem og tilbage, en slåen med dørene, der satte mig i stor forundring. Med et kom kromadammen ind til mig, ganske ude af sig selv: »Hvad skal jeg dog gøre, frue,« sagde hun, »her er kommet en mængde russiske officerer derude fra skibene; de snakker i munden på hinanden til mig, og jeg forstår ikke et ord, jeg ved slet ikke, hvad de vil; hvad skal jeg gøre? Og heller ikke min mand er hjemme, men det kunne da lige så lidt hjælpe, thi han kunne da heller ikke forstå det pluddervælsk, de taler; hvad skal jeg ulykkelige dog gribe til?« Jeg havde ganske ondt af konen og havde lyst til at hjælpe hende, om jeg kunne. Jeg sagde da: »Tag en af dem her ned til mig, men kun en,« gentog jeg forsigtig, »og se så at få fat i Deres mand og bed ham komme hjem straks.« Lidt efter kom madammen med en herre, som hun trak i frakkeskøderne, og sagde: »Her ned, her ned!« En lille middelhøj mand med et godt ansigt og et civiliseret væsen stod for mig. Han bukkede og sagde på tysk: »Undskyld!« Jeg sagde: »Konen forstår Dem ikke, men ifald De vil sige mig, hvad De vil, skal jeg meddele hende det.« Han svarede: »Ja, for det første ville vi have lidt at spise og drikke, dernæst ville vi gøre et indkøb af forskellige sager, som grøntsager, kartofler, flæsk, fisk,« og nu remsede han en utrolig mængde af alle slags op. Jeg oversatte den hele spiseseddel for madammen. Hun så ud, som om det sortnede for hendes øjne. »Hvad skal jeg give dem at spise i

        

215 aften,« var hendes første sorg; »jeg ejer intet i huset.« - »Jo vist,« sagde jeg, »De har jo salt kød.« - »Ja, det har jeg.« - »Godt, det koger De straks. Dernæst har De jo spegesild og kartofler?« - »Ja, det har jeg.« - »Dernæst har De æg.« - »Ja, Gud bevares.« -»Godt, altså giver De dem salt kød med kartofler, spegesild og æg. Vin kan De jo lade karlen hente her lige overfor, hvor vi køber vor vin. Sæt nu straks nogle flasker vin på bordet til dem, så venter de mere tålmodigt på maden, til den kan blive kogt; men Deres mand må komme hjem for at besørge indkøbet af grøntsager o.s.v.« Noget beroliget gik madammen, medens officeren fortsatte samtalen med mig. Jeg bad ham sætte sig ned, thi jeg tænkte: sådanne fremmede må dog ikke have et altfor slet indtryk af de danske damer; men inden i mig lo jeg ved tanken om, hvad jeg havde ytret til Heiberg om de herrer, der ville besøge mig i hans fraværelse. Den russiske officer var en mand, som det syntes noget over 30 år. Han havde et net og dannet væsen, så jeg var uden frygt for at indlade mig med ham. Hans fysiognomi havde ikke det sædvanlige russiske præg; han kunne lige så godt have hørt til enhver anden nation. Han roste den danske kyst for sin skønhed og folkene for deres godmodighed. Samtalen blev livligere og drejede sig blandt andet om øjeblikkets politiske forhold. Uagtet mit af naturen liberale sind [og min afsky for de stores seen ned på, hvad der ikke var af fornemt eller adeligt udspring] havde jeg dog altid haft en stor interesse for kejser Nicolaus. Han stod for mig, med rette eller med urette, det ved jeg ikke, som typus på en mand i ordets egentlige betydning, og jeg kunne altså med god samvittighed for den fremmede udtale min interesse for hans kejser. Han tog høfligt herimod, men var temmelig tilbageholden i sine ytringer og drejede hurtigt samtalen hen på andre genstande.