Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

På mit bord stod en udmærket buket af brogede nelliker, som min lille velgørerinde Inger om formiddagen havde bragt mig. Den fremmede betragtede disse, lugtede til dem og udstødte et suk, idet han sagde: »Ak, blomster! Nu har jeg i 14 år flydt om på havet på den årstid, hvor alle disse jordens gaver fryder mennesket, uden at jeg har kunnet få min del deraf; når jeg ser friske blomster som disse her, bliver jeg ganske vemodig. Er det ubeskedent, om jeg beder Dem forære mig en af dem?« Med glæde rakte jeg

        

216 ham den smukkeste, jeg kunne finde. Han stak den i sit knaphul og takkede mig på det forbindtligste, idet han høfligt tilføjede: »Den skal gemmes som en erindring om Danmark.« Her blev vi afbrudt af værten, der endelig var skaffet tilveje, og som nu igennem mig fik listen på alt, hvad han skulle indkøbe til russerne. Han sagde: »Et par timer vil mindst medgå til indkøbet.« »Godt,« svarede den fremmede, »vi opholder os her i kroen, til De er her tilbage.« Hermed gik værten; den fremmede tog afsked, idet han takkede mig for al min bistand. Det lille besøg morede mig ret. Jeg så i tanken, hvor store øjne Heiberg ville gøre ved min fortælling herom, hvorledes dette besøg ville give anledning til spøg imellem os og til lidt drilleri fra min side. Når Heiberg altid ligesom ville holde mig under lås og lukke, da gentager jeg, at det egentlig ikke var, hvad man kalder jalousi, men en holden mig i hævd; han syntes, at det ligesom degraderede mig at komme i berøring med mennesker, der ikke først havde stået prøve for hans kritiske domstol og vist sig værdige til min omgang. Jeg fandt, at han gik for vidt i denne retning, og drillede ham lidt. Jalousi, som man i almindelighed forstår ordet, var det ikke; ifald en sådan følelse var opstået hos ham, da tror jeg, at en vis stolthed havde holdt den nede; han ville have vidst at bære på denne smerte i tavshed og kun ytret den ved selv at trække sig tilbage fra genstanden for den.