Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Et kvarters tid efter at den russiske officer havde forladt mig, kom madammen og sagde, at samme herre ved miner og gebærder havde givet tilkende, at han ville ind til mig; »han har formodentligt mere på sit hjerte.« »Det er ellers pæne mennesker allesammen,« vedblev hun; »de andre sidder nu oppe i gæstestuen og drikker og er rigtig glade, men Gud fri mig, hvor de kan drikke!« Hun åbnede nu på min tilladelse døren for min nye bekendt. Med et smil på læben og en skælm i øjet bukkede han for mig, idet han sagde: »Ja, jeg kommer som ambassadør for mine kammerater; de påstår, at jeg har opført mig underfundigt mod dem, ved ene at henvende mig til Dem, og mener, at de har alle sammen adkomst til at gøre en dansk dames bekendtskab, og da jeg nu kom op til dem med min blomst i knaphullet, steg deres forbitrelse; de beder nu om tilladelse til at modtage samme gunst og ligeledes hente sig en duftende blomst.« Jeg blev betænkelig ved

        

217 denne anmodning og tænkte: Nej tak, på dette tør jeg ikke indlade mig. Jeg tog nu hele buketten af nelliker, som stod på bordet og rakte den til fyren, idet jeg overlod til ham at dele den efter bedste skøn imellem sine kammerater. Han takkede høfligt herfor og fjernede sig. Men nu var mit mod forbi, og da jeg vel havde fået ham ud af døren, drejede jeg nøglen forsvarligt to gange om og besluttede ikke oftere at indlade mig med nogen af dem. Kort efter, da jeg efter tiden at dømme kunne antage, at han overrakte mine nelliker, hørte jeg et umådeligt fryderåb, latter og støj oppe i skænkestuen. Jeg måtte smile over mig selv; thi nu blev jeg så angst over alt, hvad jeg havde indladt mig på, at jeg inderligt ønskede Heiberg ved min side. Man erindre, at vort sovekammer vendte ud mod gården og lå ganske lavt ved jorden. Igennem gården var de kommet for at gå op til stuen, den ville de altså atter passere, når de gik bort. Jeg rullede derfor godt ned for vinduerne og belavede mig på at gå til ro, thi klokken var under alt dette blevet temmelig mange. Da bankede det atter på døren ud til gårdforstuen. Jeg gik derud og spurgte: »Hvem der?« -»Det er mig,« sagde kromadammen, »den fremmede herre har atter noget at spørge Dem om.« Jeg svarede nu bag den lukkede dør, at hun måtte se at gøre sig forståelig for ham; jeg var gået til ro, og han kunne ikke oftere få mig i tale, ligesom jeg pålagde hende selv ikke oftere at forstyrre mig. Hun gik. Jeg efterså vindueskrogene og dørlåsen endnu en gang, forinden jeg turde lægge mig. At falde i søvn lod sig imidlertid ikke godt gøre, thi angst var jeg engang blevet og kunne derfor ikke lade være at lytte til den mindste lyd eller støj; navnlig holdtes jeg vågen af sange, der lød ned til mig fra det muntre selskab. Omsider mærkede jeg til min glæde, at man brød op. Talende i munden på hinanden, under latter og lystighed passerede de gården og gik mit vindue tæt forbi. De standsede her, og et tordnende hurra lød, idet jeg hørte nogle råbe: »Gute Nacht zu der Madam!« Et øjeblik efter var de ude af gården på vejen til deres skibe, og glad var jeg.