Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Næste morgen ganske tidligt gik jeg til Ane, der tog imod mig så kærligt, så rørende og forsikrede, at når hun i flere dage ikke så mig, faldt hun i bedrøvelse og tungsind. Da jeg nu måtte sige 220 hende, at dette besøg var et afskedsbesøg, da jeg om to dage forlod egnen, blev hun helt urolig og sagde i ét væk: »Herre Gud, jeg har så meget at tale med Dem om, så meget jeg ville sige Dem, og nu løber det alt i ét for mig, og jeg ved hverken ud eller ind.« Med foldede hænder gik hun frem og tilbage i stuen, idet hun i ét væk mumlede sit: »Herre Gud, der var så meget!« Jeg sagde hende nu, at Heiberg havde lovet mig, at vi hver sommer skulle besøge Hellebæk, om og kun for en halv dag, og jeg lovede hende, at jeg da ville besøge hende i hendes hytte, se til hendes ben og gøre hende, hvad godt jeg kunne. »Så skal jeg se Dem igen,« sagde hun med et smil, der klædte hende så godt, idet hun trofast så mig ind i øjet; hun blev nu livligere og roligere; »ja, ja,« sagde hun, »altså når stæren næste år begynder at fløjte, så siger jeg til den: Ja fløjt rigtig kønt, thi nu kommer snart fruen til Ane. Havde jeg dog bare et eller andet, jeg kunne give Dem med, som ret kunne fornøje Dem! Men hvad skulle det være? Bi lidt,« tilføjede hun, idet hun kiggede ud af vinduet, tog en saks og sagde: »Følg med!« og nu begyndte hun at afklippe alle blomsterne i haven, en for en. Jeg bad for dem og sagde: »Lad dog nogle stå, Ane, de pynter så pænt udenfor Deres vindue.« »Nej,« svarede hun, »ikke én skal blive stående!« og nu rakte hun mig den temmelig store og noget klodsede buket, med de ord: »Og så vil jeg sige Dem farvel. Når De om aftenen beder Deres fadervor, som jeg tror De gør, så husk på, at gamle Ane ingen aften beder sit uden at bede Gud Fader våge over Dem og hjælpe Dem i stort som i småt.« Af et oprigtigt hjerte takkede jeg hende for dette løfte og var lige så rørt ved at forlade Ane som hun ved min bortrejse. Jeg holdt mit givne ord til Ane. I nogle år besøgte jeg hende og fornyede vort første bekendtskab, indtil hendes mand en dag bragte mig det budskab, at Anes jordiske lidelser og savn var ophørte, og hun havde fred.