Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Ikke liden umage havde jeg derfor blandt mine kunstfæller for at få den ene til at opgive tragedietonen, den anden til at moderere den prosaiske lystspiltone, den tredje til at holde det burleske indenfor skønhedens grænser. Rung havde komponeret musikken til stykket med den smag, som var ham egen ved slige lejligheder. Stykket, der første gang blev spillet for et kongeligt fødselsdagspublikum, gjorde næppe noget stærkt indtryk den første aften, men det blev i årenes løb mere og mere et yndlingsstykke hos det danske publikum, og til min bedste kunstneriske nydelse regner jeg de aftener, på hvilke jeg udførte Violas yndige billede. Frøken Sille Beyer var henrykt over dette udfald af det første forsøg, og dette held gav hende mod til i årenes løb at bearbejde flere af den udødelige digters værker.