Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

I sæsonens begyndelse gæstedes det danske teater af en berømt tysk notabilitet, madame Schröder-Devrient, der optrådte i nogle operascener, naturligvis på tysk. Man så her betydelige gaver, så vel legemlige som åndelige, men som unægteligt var på retur. Hun var vel noget over de fyrretyve, da det danske publikum gjorde hendes bekendtskab. Dette er et vel sildigt tidspunkt til at fremstille sig for et nyt publikum, der ikke bringer kærlighedserindringen med fra en mere glimrende tid; thi det går med et godt publikum som med mennesker i det private liv; har man set en personlighed i sin skønheds glans og ynde, og denne har vundet vort hjerte, da kan den ubarmhjertige tid, selv når årene har afbleget billedet, ikke rent udslette det, der engang henrev os, ja vi ser med erindringsblikket det unge, strålende åsyn af og til titte frem, så at forandringen synes os ringe og i alt fald ingenlunde en sådan, at nydelsen af denne personligheds ydre præg er tilintetgjort. Men den fremmede, der første gang ser en sådan personlighed, dømmer anderledes; han har ingen historie, ingen forudsætninger at holde sig til, står kold lige overfor det, der har varmet tusinders 225 hjerter. Således er det, og det kan ikke godt være anderledes. Jeg så på madame Schröder-Devrients spil med dyb medfølelse. Ånden var endnu frisk, opadstræbende; med en fin kunstnerisk fantasi hengav hun sig i sit spil; det løftede hendes kunstneriske sjæl ind i ungdomsårenes drømmerier, men ak! hun drømte ene denne drøm, publikum blev koldt og skænkede hende kun det for en virkelig kunstner smerteligste bifald, en kold, anerkendende applaus, hvori ligger, at man finder fremstillingen agtværdig men uden evne til at rive hen. Ligesom en maler og billedhugger ser med andre øjne, andre fordringer på et kunstværk end den store mængde, således ser og en skuespiller med andre øjne end det tilfældige publikum. For mig havde hendes fremstillinger, om end, som jeg måtte indrømme, med noget aftagende kræfter, stor interesse. De var beåndede af virkelig skønhed og inderlighed, og det berørte mig smerteligt, at de ikke fandt mere indgang. Jeg tænkte: hvad er så det hele, når en lidt for fyldig figur, en noget mindre stærk stemme og især kendskab til vedkommendes døbeseddel gør, at man ikke kan nyde en åndig opfattelse og gengivelse; ikke kan beundre en fuldendt plastik, en fin nuancering af musikkens skønhed og harmoni. Hvor tungt må det dog ikke være, når sjælen har formået at holde sig ung, frisk, begejstret for det ideale i kunsten, da at stødes ud af templet på grund af dette legemes forkrænkelighed. Kun skuespillere kender til denne kval; ingen andre kunstnere. En tysk dame, som jeg adskillige år efter traf på en af mine rejser, fortalte mig meget om hende: at hun var anset for et højst uegennyttigt menneske, nobel af tænkemåde, godgørende mod fattige, en trofast veninde, og meget mere til hendes ros; da hun måtte ophøre med sin kunsts udøvelse, fortvivlede hun rent og flød hen i tårer af smerte over den tomhed, hun nu følte. Dette er dårligt, udbryder menneskene så rask; ak, ja vist er det dårligt, thi det viser, at her er intet indkøb af resignation gjort itide til vinterbrug, men visselig er overgangen fra at sværme i den ideale verden til den, kun at bevæge sig i den virkelige, en opgave, som kun de færreste har noget begreb om. Det er en amputation af en meget smertelig art. Kan man da ikke føre et idealt liv uden at være skuespiller, sanger, danser? Jo visselig! men den store forskel består deri, at det selv at producere ophører. De fleste dramatiske talenter formår kun at nyde igennem deres egen 226 produktionsevne; ophører denne, da ophører som oftest også modtageligheden til at nyde, til at sætte sig i stemning; thi for de fleste består deres nyden i arbejdet, i den kamp, den strid og den sejr, der er ivente; at hengive sig til en ideal nyden, uden selv at producere, formår kun såre få af dem, netop fordi de har fået mere end de fleste, evnen til i fremstillingen at levendegøre deres nyden for andre. Man tænke sig en sanger med en henrivende stemme, men indelukket i et rum, hvor ingen kunne høre en tone; hvor længe tror man da vel, at han ene ville fryde sig ved disse toner? Men så er det jo altsammen forfængelighed! Måske, men den er menneskelig. Hvor længe mon en digter ville vedblive at skrive, når intet menneske læste, hvad han skrev? Hvor længe vedblev en maler, en billedhugger at arbejde, når intet menneskeligt øje frydede sig derover? Og en dramatisk kunstner, der på grund af omtændighederne tvinges til at ophøre med sin kunst, uagtet sjælen endnu er frisk og istand til at producere, er som den indelukkede sanger, som den maler eller billedhugger, hvis værker intet øje frydes ved. En dame fortalte mig engang, at den yndige sangerinde, Mlle. Sontag, den senere grevinde Rossi, som grevinde i en stor soirée havde henrevet hende, som alle de tilstedeværende, ved sin fortryllende stemme. Damen gik hen til hende ved klaveret for at udtale sin beundring for den fejrede, nu fornemme dame. Grevinde Rossi vendte sig mod hende med store tårer i øjnene og sagde: »Ak, det bifald, der her ydes mig i aften, kan jo ikke andet end glæde mig, men min kære frue, hvad er dette imod at stå for et helt publikum, som vi henriver, og som, idet det henrives, løfter os op til gudernes salighed! Min Gud!« tilføjede hun ganske naivt, »hvor jeg længes efter en gang igen at opleve et sådant øjeblik!« Hun fik omsider denne længsel stillet; hun sang sig påny berømmelse - og døden til. Skal man fra et teaterliv, især når dette har været kronet med held, indtræde i det rent private liv, da må dette spring i mange år iforvejen være forberedt. Der må være noget, hvori ens verdslige tilværelse da kan gå op ved siden af forberedelsen til livet hinsides, thi dagligt arbejde er blevet en nødvendighed, ikke alene indadtil, men udad mod menneskene, og det gælder da at finde et sådant, thi en fattigere trøst end den, der ligger i talemåden: »at hvile på sine laurbær«, kender jeg ikke. Noget forfærdeligere, noget uhyggeligere end den 227 fortvivlelse, der ikke sjældent griber en kunstner efter et glimrende kunstnerliv, kender jeg lige så lidt. Hvilken sjælsfortabelse ligger der ikke i den gerning at skyde sig en kugle for panden, fordi stemmen var tabt, som det berettes om en fransk sanger! Hvilke afgrunde åbnes ikke for vor fantasi, når vi læser beretningen om den store franske tragiske skuespillerinde Rachel, der i dødsøjeblikket udbreder sine smykker, sine diamanter på sengetæppet og udbryder ved synet af den herlighed, idet hun vrider sine hænder: Og alt dette skal jeg forlade!