Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Fra begyndelsen af januar 1848 havde Christian den Ottende befundet sig i en noget sygelig tilstand, der ved tilfældige omstændigheder forværredes, så døden indtraf den 20de januar. Til trods for sine mange fagre ord havde Christian den Ottende ikke formået at gøre sig populær. Man havde ventet, at denne konge, der hørte den nyere tid til, skulle have dannet en modsætning til Frederik den Sjette, i friere anskuelser, i kærlighed til det nye liv, hvoraf det unge Danmark var inspireret; man krævede noget nyt i så godt som alle retninger, men for det meste blev alt ved det gamle, og dette gamle var man forlængst træt af. Frederik den Syvende kom altså på tronen, den prins, der mere end én gang højt havde udtalt: Når jeg bliver konge, skal folket få en konstitution, så fri som det kan ønske den. Lejligheden til at indfri dette løfte kom snart. Den 18de marts afsendtes en stænderdeputation fra Rendsborg til kongen for at fordre Slesvigs og Holstens forening ved en fælles fri forfatning og Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund, med mere. Den 20de marts afholdtes et offentligt møde i Casino for at nedlægge indsigelse imod, at dette forlangende blev opfyldt, og dagen efter afskedigede kongen sit ministerium for at lade danne et andet på konstitutionel grund. Fra dette øjeblik af sank alt det gamle herhjemme i sin grav, og en ny ånd, et nyt liv vaktes i folket, der bevirkede et fremskridt i alle borgerlige forhold, som måtte forbavse enhver. At slige forandringer ikke kan gå for sig, uden at mange institutioner, mange forhold, mangt et individ berøres smerteligt, er naturligt; et sådant ryk i alle bånd, der i mands minde har fæstet sig, må nødvendigt mærkes. De gamle føler sig tilovers, og de unge farer ofte frem med en hensynsløshed, der har sin væsentligste grund i, netop at de er unge og utålmodigt higer efter at sætte deres nye syn igennem; de

        

228 farer frem i stormskridt, ubekymrede om, hvad de nedtramper i deres raske løb. Men var ikke stemningen ved disse begivenheder blevet løftet i en så kendelig grad, havde vor krig i 1848 ikke båret således op, som den gjorde. Uforglemmelig er folkebegejstringen fra hint år for mig - og jeg tænker for alle, der oplevede det. Al smålighed var med et forstummet; én tanke opfyldte alle, tanken om vort fædrelands frelse. Hvis nogen havde sagt til mig inden 1848: De kender ikke noget til en rigtig nationalfølelse, da ville jeg upåtvivleligt have anset det for en stor fornærmelse og fundet en slig ytring usand i højeste grad, og dog - det er sandt, jeg kendte den ikke, før den nu vågnede i farens øjeblik. Jeg vidste ikke før, i hvilken grad hjertet kan blive blødt i brystet, når ens fædreland er i fare. Jeg husker så levende en formiddag, jeg sad i Søkvæsthusets have, efter at krigen var udbrudt, og jeg [bag plankeværket] hørte de ellers slemme gadedrenge istemme en af vore nationalsange, hvorledes det da var mig umuligt at tilbageholde mine tårer, og hvor velgørende disse tårer var. Der gives mange slags tårer, men mere opløftende end disse har jeg aldrig grædt. Hvor bevæget blev man ikke, da budskabet kom om de første faldne. Den første, hvis fald blev berettet os, var en Hegermann-Lindencrone. Hverken Heiberg eller jeg kendte denne mand personligt, men hvor blev vi begge bevægede! Det var, som om en nær slægtning var tabt for os. Siden desværre lød dødsbudskabet så ofte, at følelsen for den enkelte tabte sig, men varmen for det hele, det store beholdt sin styrke og tog snarere til end af.