Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Skuespillet »Ninon« gjorde hos publikum en lykke, der steg med hvert år, det gik over scenen, så at man kan sige, at tilløbet, beundringen for dette arbejde var størst, den sidste sæson det spilledes, otte år efter. Den gode Hertz var henrykt over Michael Wiehes og min fremstilling; jeg husker, at han i stykkets første tid udbrød en aften til mig: »Et sådant sammenspil som Deres og Wiehes kan man forgæves rejse Europa rundt for at søge magen til!« [Man behøver kun at læse dette stykke for at få en forestilling om, hvorledes en så overordentlig stor rolle må nuanceres, når den ikke skal blive trættende og monoton.] Med stor flid havde jeg udarbejdet memoreringen af min yderst vanskelige rolle, og tør jeg slutte fra publikums interesse ved mit spil, da må jeg vel antage, at arbejdet var lykkedes mig. M. Wiehes fortræffelige spil bidrog overordentligt til at holde mig i ånde. Chevalierens rolle må vistnok anses for en af M. Wiehes fortrinligste; den skønne, ungdommelige, naive inderlighed, hvormed han spillede den første del af rollen, den erotiske lidenskabs styrke, som han formåede at lægge for dagen [med en sandhed, en dyb inderlighed i betoningen] i den sidste del, er vist aldrig overtruffet af nogen. I femte akt, hvor lidenskaben stiger til et slags vanvid, må han være uforglemmelig for enhver, der har hørt disse dybe, hjerteskærende toner, set dette udtryk i øjet, hans stumme spils fuldendte kunst; i alt dette var en illusion, der greb og måtte gribe enhver tilskuer, som det greb mig. Således at spille sammen, som vi to her, er en nydelse, som de færreste kan gøre sig nogen ret 230 forestilling om. [Her blev illusionen til virkelighed.] I denne forfærdelige scene i femte akt blev der en aften vist Wiehe og mig en opmærksomhed fra publikums side, som jeg tror er enestående. Enhver som har haft lejlighed til at bemærke, hvor let illusionen rives i stykker for et publikum til skuespillernes fortvivlelse, hvorledes en kulisse, der vakler lidt, en stol, der falder overende, et bånd, der titter frem fra en dragt, hvor det ikke må ses, som alt Goethe omtaler ved en forestilling af »Hamlet«, er nok til at frembringe en latter hos publikum, der tilintetgør den mest rystende situations virkning, kan vel forestille sig, hvad det vil sige, når pludselig i en sådan tragisk situation en kat sætter sig i ro og mag ind på scenen, som om den også ville være tilskuer og have nydelse af spillet. En sådan indfandt sig netop i vor scene i femte akt, uden at Wiehe eller jeg anede det, thi ikke mindste uro, hvisken eller støj var at spore i det tæt besatte hus. Først efter forestillingen blev det os fortalt, hvilken ubuden tilskuer vi havde haft i vor hovedscene. Jeg blev højst forbavset herover og anså dette træk som et tegn på det højeste bifald fra publikums side, som meget få [for ikke at sige ingen, ville have kunnet opnå, det skulle da have været Ryge i sin Hakon Jarl, når han i fjerde akt trådte ind til Thora i sin grå kittel. Wiehe og jeg, var publikum overordentlig taknemmelige hin aften; vi anså det begge for en sejr, vi var stolte af.]