Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg modtog den og satte mig straks ved klaveret for at spille melodien, hvis noder var aftrykt på bladet, og sang til min jublende glæde »Den tapre landsoldat«. Aldrig glemmer jeg dette øjeblik! Ude a£ mig selv løb jeg ind til Heiberg og sagde: »Oh, kom og hør!« Og nu sang jeg »Den tapre landsoldat« for ham, én gang, to gange, tre gange, ja Gud ved, hvor mange gange, thi jeg blev ikke træt af det. Enhver fremmed, der kom ind ad døren, måtte høre den, og alle elektriseredes som jeg af den fortræffelige sang. Gamle Molbech, som tilfældigvis var en af dem, der kom den dag, talte ofte i senere år om den virkning, min sang havde gjort på ham. [Andræ husker jeg også var en af dem, der først lærte den at kende ved mit klaver.] Jeg sang den til den sildigste nat, indtil jeg tilsidst var så hæs, at jeg ikke kunne få en tone frem mere. Jeg mindes ikke noget, der således betog mig. Det viste sig her, hvad en lykkelig digterinspiration formår; man kan vist sige, at denne sang virkede uendeligt til at holde modet og stemningen oppe, at den løftede og varmede de kække mer end noget andet. Se, det formår en digter! Husk det, I som mener, at digtekunsten er en leg til ingen nytte. Hvor dybt den almindelige stemning [for vor sag og hadet til tyskerne] var trængt ned, selv i børneverdenen, fik jeg et bevis på en dag, jeg gik på Christianshavns Vold for at trække frisk luft. Jeg kom her forbi en del ganske små drengebørn, der stod hver med en pind i hånden. Midt imellem dem lå på græsset en ganske lille en udstrakt på jorden som død. Forskrækket over dette syn spurgte jeg de større: »Hvad fejler det lille barn, er han syg? I har dog vel ikke gjort ham fortræd?« Da trådte en af dem hen til mig, stillede sig foran mig med militær holdning og svarede: »Jo, han er død; vi har slået ham ihjel, thi han var en slesvigholstener.« Den lille døde slesvigholstener rejste sig nu op og sagde til de andre: »Ja, i dag måtte jeg nu finde mig i at være slesvigholstener, og I slog mig ihjel; men næste gang skal en af jer være det, og så slår jeg ham ihjel.« Jeg gav drengene nogle småpenge til at føre deres krig med, og de tog afsked med mig, idet der lød et skingrende hurra. Man må være i en stemning som den, jeg, ja som alle var i på hin tid, for at forstå virkningen af sådanne små træk.