Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Sommeren 1848 fyldte som sagt alle med spænding om, hvad udfald vor krig skulle få, om vi skulle gå tilgrunde eller med ære 237 komme fra den ulige kamp. Så fortvivlet vore sager end syntes at stå, var befolkningen dog ingenlunde betaget a£ modløshed; den begejstrede stemning bar alle op, og man satte sin lid til, at forsynet ville beskytte vor brave hær og lede den til frelse for vort fædreland. Det var i denne tid virkelig, som om alle mennesker var blevet bedre, som om alle inderligere sluttede sig sammen, så al standsforskel var udslettet, idet høje og lave levede i samme interesse, fædrelandets frelse. Det er herligt at leve i en sådan tid! Herligt, når livet bæres af en stor, ophøjet tanke, i stedet for at tabe sig i alle de smålige interesser, der ellers optager de fleste menneskers sind. Ens første tanke om morgenen, ens sidste tanke om aftenen var tanken om vore tapre brødres skæbne, varme bønner om, at et nådigt forsyn ville holde hånden over dem og vort dyrebare fædreland. Sommeren gik således hen i frygt og håb, i sorg og i glæde. Kampen ved Dybbøl den 5te juni bragte alles hjerter til at banke. De danske kvinder fældede vemodstårer over de ofre, denne hædersdag havde krævet, og hvilken kvinde ønskede ikke, at hun kunne have stået ved nordmanden Leopold Løvenskiolds skiolds og de svenske brødre Lejonhufvuds og Sommelius's side for med taknemmelighedstårer at række dem den sidste hjælp, inden øjet lukkedes i døden. Disse Nordens sønner, der var ilede over til os for at kæmpe med os for vor tilværelse, fandt heltedøden den 5te juni. Lykkelige lod at have et liv at give i en sag, der er et liv værd!