Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Stykket gjorde i begyndelsen ikke den lykke hos publikum som »En søndag på Amager«, men tid efter anden stak »Abekatten« næsten »En søndag på Amager« ud og blev et kassestykke. Imidlertid fik stykket, der blev fortrinligt udført, dog straks mange velyndere, deriblandt nuværende geheimeråd Hall, der aldrig forsømte nogen forestilling, så ofte det gik over scenen; ja så pudsigt det end monne klinge, gik virkelig i nogen tid det rygte, at han var den anonyme forfatter, et rygte, der vel netop opkom ved hans stadige nærværelse ved opførelsen. Han selv sagde så ofte til mig: »Det er mig umuligt at blive hjemme, når jeg ved, at »Abekatten« spilles; jeg kommer i det fortræffeligste humør, når tæppet

        

241 pet går op, og jeg ser Dem, fru Sødring og gamle Rosenkilde sidde på scenen; da har jeg straks en følelse af hjemlighed, munterhed og glæde, der virker uimodståeligt på mig.« Hvad han her har følt, gik lidt efter lidt over i det hele publikum, så at det mangfoldige gange hændte, hvad jeg ikke mindes ved noget andet stykke, at publikum udbrød i stærk applaus, idet tæppet rullede op, forinden det endnu havde hørt et ord eller en tone. Det var forudbetaling for den nydelse, det så imøde. Min stille glæde herved kan kun lignes ved et barns. Med sandhed kan jeg sige, at ikke mindste forfængelighed blandede sig heri. Jeg så klart spøgens store mangler, men jeg glædede mig over, at spøgen virkede uimodståeligt på tilskuerne, til trods for alt, hvad kritikken måtte indvende imod den som kunstværk. Undertiden greb en vis skamfuldhed mig over at have vovet mig ud på denne vej, og ikke altid kunne jeg tilbagetrænge en vis ubehagelig følelse, når bifaldet var større, end dette arbejde fortjente; jeg skammede mig da og syntes, at jeg havde forsyndet mig mod den hellige kunst og ledet mængden på vildspor. Jeg blev derfor meget forundret en aften i vort hjem, da vi talte med digteren Welhaven om dette stykke, og jeg havde ytret mig lidt dadlende om det, til dels for at skjule min andel i det, og han da udbrød ivrigt og heftigt på sin vante vis: »Nej, heri er jeg aldeles ikke af Deres mening, tværtimod, den hele opfindelse af handlingen, karaktererne, den hjemlige danske tone er ligefrem genial.« Ja, sandelig sagde han genial! Jeg ville næppe tro mine egne øren, men tilstår, at jeg blev meget glad ved at høre denne skarpe, som oftest ufornøjelige kritiker udbryde således i den ham egne varme tone. Denne udtalelse beroligede min kunstneriske samvittighed. Da han var gået, sagde jeg til Heiberg: »Hvad synes du om Welhavens udtalelse!« Min kære Heiberg svarede: »Jeg synes, at han har ret i, hvad han sagde.« [Jeg gik så glad til hvile denne aften, thi gives der nogen større glæde end at roses af dem, man ser op til, og som man fremfor alle ønsker at behage.]