Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Det nye liv, det røre, de omvæltninger så godt som i alle forhold, som frihedens morgenrøde i Danmark nødvendigt måtte føre med sig efter den store begivenhed i 1848, kunne ikke blive uden *

244 virkning på kunstens område. Enhver havde lyst til at drikke sin part af det fulde bæger, enhver ville smage den unge vin, til trods for, at den endnu ikke havde eller kunne have afgæret; enhver i sin sfære følte trang til også hos sig at lukke vinduer og døre op, for at den friske luftning også kunne nå til ham. Enhver ville være med i dette nye arbejde og krævede som en ret, at også hans stilling undergik væsentlig forandring. Den store omvæltning i statsstyreisen fremkaldte mange små. Ingen kunne finde sig i at sidde stille i det vante, om end dette var aldrig så godt, forandring i alt var løsenet. Skuespillere har ofte noget vist barnligt, når de vil gribe ind i begivenhedernes alvorlige gang, den lette fantasi løber stedse af med dem; udholdenhed i, hvad de vil, er ikke deres sag; de bliver ofte trætte på halvvejen og opgiver hurtigt, hvad de kort iforvejen med fanatisme havde besluttet at sætte igennem; de er øjeblikkets børn, og sejhed i handlekraften ligger rent udenfor deres natur. Men denne halve viljekraft kan dog ofte være farlig og skadelig, thi det er ikke altid let at standse, som er drevet til en vis højde; kuglen har fået et stød, og nu ruller den frem uden at kunne standses, hvor meget man end ønsker, at den igen ville løbe tilbage. Altså også skuespillerne ville gøre noget nyt ud af deres hidtil rolige, lykkelige stilling, ligemeget hvad, kun noget nyt. De havde set, at nogle få kraftige mænd havde sat det utrolige igennem lige overfor konge og land, hvorfor skulle de da ikke på deres område kunne gøre det samme? Mig forekom de ofte komiske i deres heltetilløb, og de fandt sig godmodigt i, at jeg lo ad alle deres vilde planer. Imidlertid, noget måtte og skulle der gøres; jeg så dem ofte på teatret i tætte klynger, ivrigt gestikulerende, med flammende blikke, som sammensvorne, der ruger over sorte planer, der skulle slå ned som lyn over dem, de ville ramme. Nielsen var især brillant i denne positur og så ud som en Hercules, der ville omstyrte og knuse alt, der kom i hans nærhed. Mindst drømte jeg om, at den, på hvem de agtede at lade hævnens sværd falde, var alles faderlige ven og velgører, geheimeråd Collin. Dog, der måtte jo sigtes på et højt mål, når kampen skulle have nogen anseelse. Fra min barndom af havde jeg været vant til at se alle, store og små, ty til denne mands mildhed og hjælpsomhed [, rundhåndethed] i nød og trængsler; alle kunne aflægge vidnesbyrd om hans hjertensgodhed.