Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Resultatet i den almindelige mening blev, at både Collin 247 og Levetzau burde fortrække, for at yngre kræfter kunne komme til roret. Hvad Collin angår, da tror jeg virkelig, at han var træt og intet havde imod at fjerne sig, uagtet hans interesse for teatret var gammel og prøvet. Også er jeg vis på, at dette sidste træk af personalets utaknemmelighed smertede ham mere, end han ville være ved, uagtet intet bittert ord om nogen kom over hans læber, ja at han endogså kort efter med største beredvillighed hjalp en af de 18, der trods det passerede denne gang som så mange gange tidligere tyede til hans godhed for at reddes ud af en trykkende forlegenhed; og at dette skete med den mildhed og delikatesse, som var ham egen, kan jeg så meget vissere bevidne, som jeg selv var mellemmanden for den pågældende hos ham. Jeg vil fortælle et træk af ham i et lignende tilfælde. En formiddag kom jeg til ham, og i samtalens gang kom jeg til at nævne, at jeg på vejen havde mødt et tog bestående af tre vogne fulde af mennesker, der kørte i skoven, og at disse blev anført af en af teatrets dengang meget yndede sangerinder med mand og børn. Collin smilte og sagde: »Ja så! laftes var hun hos mig og jamrede over, at hun i dag ikke ville have mad til sine børn, ifald jeg ikke straks hjalp hende med et gratiale.« - »Fik hun det?« spurgte jeg ham. Smilende svarede han: »Ja såmænd gjorde hun det!« -»Nej,« udbrød jeg, »hvor er det dog muligt at gøre sligt.« - »Ja, Herre Gud,« svarede han, »hun har taget fejl, da hun sagde, at hun trængte til brød, hun mente til en skovtur,« og det så ud, som om han ordentlig glædede sig ved tanken om, at hun og hendes børn havde en glad dag, og jeg er vis på, at han altid lige overfor hende har spillet den uvidende i denne sag. Collin var en nobel natur; hans hjerte og hans forstand var ikke adskilte, men tæt forenede. Sådanne naturer forstås ikke af alle; det er kun de nærmeste, der tilfulde ser og vurderer et sådant menneske. »Ak,« sagde engang hans ældste datter til mig mange år efter hans død, »hvor jeg dog længes efter igen at møde fader! Hvor findes en så kærlig sjæl, så beredt til at gå ind i andres interesser og ofre sig for dem!« Læg nu hertil den overordentlige dygtighed hos denne mand, der i Frederik den Sjettes tid var inde i alt, hvad der krævede arbejde og anstrengelse, søgt af alle, store og små, bestemt, viljestærk, så at, hvor Collin havde plads, alle bøjede sig for hans raske, uinteresserede handlekraft. Tarvelig og bramfri i alt sit væsen,

        

248 var Collin i ordets skønne betydning en sand borger med alle de dyder, som hører til for at fortjene dette hædersnavn. Han var helt og holdent en dansk mand, der elskede sit fædreland højt; jeg tror virkelig, at når han, til trods for al bornert modstand, satte igennem, at den danske vaudeville fik lov til at holde sit glimrende indtog på den danske scene, så udsprang dette af, at han rørtes ved den danskhed, som i ord og toner her trådte nationen imøde, og som derfor også blev grebet af denne med en jubel, der forbavsede de bornerte kunstdommere. Er det ikke besynderligt, at en sådan mand kunne møde en behandling som den, skuespillerne havde beredt ham, og det tilmed i året 1848! Jeg var usigelig bedrøvet, ja, ifald ordet kan bruges, lidenskabelig bedrøvet. Da derfor gamle Rosenkilde en formiddag besøgte mig på Søkvæsthuset, var det mig ikke muligt at tie, men jeg udbrød i heftige klager over hans og hans kollegers adfærd: »Herre Gud, Rosenkilde,« sagde jeg, »tænk dog på, hvad denne mand i så mange år har været for eder alle! Hvor tit er De ikke selv gået med et tungt hjerte til ham og gået trøstet fra ham! Hvor ofte har han ikke været eders talsmand hos kongen, når næringssorger kuede eder, så I hverken vidste ud eller ind! Hvor human, ja kærlig, uden al embedsvigtighed, omgikkes han eder ikke! Var han ikke den, på hvem I kunne stole, når alt andet slog fejl? Og betænk nu, at denne mand vil I krænke for at hædre en anden, [som I dagligt har gjort eder lystige over,] som det hundrede gange har forarget eder at se i spidsen for en kunstanstalt, i hvis anliggender han ikke havde anden indsigt end enhver, der af og til går på komedie, som holdt sig fornem, bydende lige overfor eder og så godt som aldrig satte sin fod op på teatret, men kun tilstedede eder adgang til sig, når I var iførte kjole og hvide handsker. Og denne mand, hvem I ofte omtalte som mig syntes på den ubilligste måde, ja gerne gjorde latterlig, hvor det lod sig gøre; denne mand feterer I nu, blot for at berede en prøvet ven en krænkelse, affekterer at sætte ham højt; denne mand, der intet udrettede ved teatret som nr. 2, ham kunne I nu ønske skal blive nr. 1.« Sådanne ord og mange lignende fløj fra min tunge med den varme, som kun kan opstå hos mig, når noget godt forurettes. Jeg ser endnu i dette øjeblik Rosenkildes ryg, thi han stod tavs og stille i kakkelovnskrogen med ryggen vendt imod mig, som sad i sofaen.