Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Til trods for alle de skønne udbrud af glæde og forundring i anledning af Heibergs udnævnelse, der lød for mig både på teatret og udenfor, gik jeg fremtiden imøde med et tungt og ængsteligt hjerte. Det var naturligt, at mange rystede på hovedet ved den omstændighed, at direktørens kone var teatrets første elskerinde. I dette punkt følte jeg dog ingen uro. Jeg stod mig godt med alle på meget få nær, som led af sygelig misundelse over mit held, over min stilling til publikum, og disse få var - vel at mærke - mænd og ikke kvinder. Jeg har aldrig, så mærkeligt det end kan lyde, lige til dette tidsrum af mit teaterliv, lidt af nogen skuespillerindes misundelse. Jeg stod mig godt med dem alle, og ofte rørte det mig, når der blev tildelt mig en rolle, som en anden skuespillerinde havde ønsket sig, da at høre hende sige: »Ja, det er en anden sag, spiller fru Heiberg rollen, træder jeg tilbage, men heller ikke for nogen anden.« Jeg følte som sagt på dette punkt ingen uro, thi hvad kunne rent ud sagt, en teaterdirektør gøre for mig? I mange år havde ethvert originalt arbejde, der blev indleveret til teatret, været ledsaget af en indstændig bøn om, at jeg og ingen anden måtte komme til at spille den kvindelige hovedrolle. Forfattere og oversættere havde aldrig så snart indleveret deres arbejder, før jeg fik brev fra dem med bønlig anmodning om at tage mig af stykket ved at spille deri; i modsat fald anså de stykket for tabt. Her var ikke tale om at blive protegeret af direktøren; det vanskelige for mig var ikke det, at erholde roller, men det, at blive fri for den masse af arbejde, der blev lagt på mig, 255 og som jeg ofte var ved at segne under, så at mit legeme havde ondt ved at holde sig opreist, thi jeg blev misbrugt både til godt og til ondt. Jeg vidste med mig selv, at jeg, så vel som Heiberg, med taknemmelighed ville gå ind på, at jeg spillede mindre end hidtil. Jeg vidste med mig selv, at en sådan dumhed aldrig kunne falde mig ind som at hovmode mig over den stilling at være direktørens kone, og jeg troede, at også alle andre ved teatret vidste, at hovmod lige overfor andre talenter ikke hørte mig til; havde dette været tilfældet, da ved Gud, at jeg i de foregående år havde haft mere end nok anledning til at vise dette, men mit valgsprog var den gang som senere: »Ydmyg i lykken, frimodig i ulykken.« Det var altså ikke noget af det, som andre frygtede, der gjorde mig betænkelig ved Heibergs udnævnelse, så at jeg i et mismodigt øjeblik udbrød: »Ak, nu er min bedste tid forbi ved teatret!« Det var tanken om, hvad vor huslige lykke ville tabe i ro og fred; thi jeg kendte så meget til den stilling, hvori han nu skulle indtræde, at jeg forudså, hvilken uro den medførte fra morgen til aften for den, der virkelig ville tage sig af sagerne med liv og sjæl, og jeg vidste, at påtog Heiberg sig noget, da var det med en alvor, en udholdenhed, der ville optage ham ganske, thi alt sløseri, alt jaskeri var ham modbydeligt. Dernæst hidrørte mit suk fra den mistvivl, som jeg i årenes løb havde fået om muligheden af at tilfredsstille de mange, ofte barnagtige gemytter, der altid findes i et teaterpersonale, alle de her herskende prætentioner, alle de illusioner, al den indbildning, som her rådede om egen storhed, om en uret, hver især tror at lide ved ikke at blive påskønnet efter fortjeneste. Al den mangel på herredømme over lidenskaberne, al den usandhed, som bliver følgen af lidenskabernes magt, alt dette skulle Heiberg, det sandhedskærlige, ridderlige, noble gemyt, give sig i kast med! Hvor var det muligt, at han mere end de mange tidligere direktører skulle kunne uskadt gå ud af denne daglige kamp? Jeg skælvede ved tanken om alt dette og var i uro fra morgen til aften. Til ham selv, der med frejdighed og varm interesse gik sin nye stilling imøde, nænnede jeg ikke at udtale al min bekymring; men for hans moder udøste jeg mine klager og min frygt. Hun trøstede mig vel på det bedste og sagde, at Heiberg vel var manden for at holde alle de stridende elementer i tømme, men til trods for alt, hvad hun sagde, var enden på vore samtaler dog en rysten på

        

256 hovedet fra min side. Af alle vore venner var der ingen, som varmere og ivrigere tog del i den ære, der blev vist Heiberg, end vor trofaste ven etatsråd Suhr. Han kastede formeligt sin kærlighed på Madvig for dette hans valg. Han kom flere gange om dagen for at tale med os herom og sagde ofte til mig: »De ved, hvor megen pris jeg sætter på Heiberg; jeg har altid syntes, at man herhjemme ikke noksom påskønnede ham, og har ofte forarget mig over, at medens man hylder snart en, snart en anden, bliver sådant aldrig Heiberg til del. Og hvorfor? Fordi han aldrig har bejlet til det, og det hører nu engang til.« - Når jeg fortalte Heiberg disse og lignende ytringer af Suhr og mange andre, svarede han med det beskedne udtryk, han altid havde, når talen gjaldt ham selv: »Å, det ved jeg ikke, hvad skulle de gøre ved mig? Alle slige udmærkelser er jeg helst fri for.« Suhr var barnagtig stolt på Heibergs vegne, som om han havde været hans egen søn, og spurgte ofte i denne tid Heiberg: »Er der intet, jeg kan gøre for Dem?« Og til mig sagde han: »Jeg ville så gerne forskaffe Heiberg en lille glæde, når jeg kun vidste, hvori den skulle bestå.« Han kom nu i tanker om, at Heiberg var en lidenskabelig astronom; han kom derfor en dag og sagde halvt forlegen til ham: »Heiberg, det er i dag faldet mig ind, at De ofte har udtalt Deres ros over en af mine store kikkerter, vil De have den?« - »Ja, det vil jeg rigtignok,« svarede Heiberg muntert, »jeg trænger netop til en af den størrelse til mine observationer.« - »Godt,« sagde Suhr, »så sender jeg den i morgen.« Heiberg havde det for alle virkelige digtergemytter ejendommelige barnlige sind. Uophørligt spurgte han dagen efter, om kikkerten ikke var kommet; hver gang det ringede på døren, sprang han op og sagde: »Der er kikkerten!« Og når han da blev skuffet, udbrød han: »Bare Suhr ikke glemmer at sende den!« Da den virkelig kom, kunne han som et andet barn hverken spise eller drikke; uophørligt til langt ud på natten betragtede han sin gave, tørrede og pudsede glassene, og klappede dem, som et barn klapper sin dukke. »Hvor er Ludvig dog barnagtig,« sagde ofte hans moder, »men det er just dette, jeg finder så elskværdigt hos ham.« Når vi da sagde til ham: »Hvordan skal det nu gå dig med astronomien, nu får du jo herefter ikke tid til at befatte dig med den;« da svarede han: »Jo, det skal være min opmuntring efter arbejdet!«