↩ Det var fru Heibergs vilje, at erindringerne først skulle publiceres efter hendes død. Derved unddrog hun sin egen person polemikkens smudsighed og forlenede bogen med en ekstra dimension af uigenkaldelighed. Hun sørgede for, at skriftet fik testamentarisk præg. - Meget passende udsendtes værkets førstepart den 14. december 1891, hundredeårsdagen for Johan Ludvig Heibergs fødsel.