Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Ved andet jyske regiment var en underofficer ved navn Zangenberg. Denne mand underviste byens børn i dans, og til dette øjemed havde han lejet en stor sal hos min moder med den forpligtelse, at han skulle tage hendes to yngste børn, min søster Amalie og mig, med i sine dansetimer. Han fandt, at jeg havde et ualmindeligt talent for dansen, og kastede sin særdeles opmærksomhed på mig. Tilsidst kunne han ikke undvære mig ved sine informationer hos byens fornemmere børn, der holdtes i deres eget hjem. Han udbad sig derfor hos de elegante familier, at han måtte tage en lille pige af sine elever med for at være ham behjælpelig med at føre børnene an. Min moders tilladelse hertil fik han let, da hun anså det for en ære, der vederfaredes hende og mig. I slet vejr sendte man ofte en stadselig karet efter ham, og jeg husker grant, hvorledes han og jeg da kørte sammen, og hvorledes jeg med ydmyghed sad ved hans side og næppe turde trække mit vejr, som om jeg havde siddet hos kongen selv. I et af disse elegante huse begyndte min første sorg. Der var nemlig i et af dem en lille stakkels pukkelrygget dreng, der havde fattet stor godhed for mig og altid kun ville danse med mig. Dette morede de voksne, og de kaldte mig nu altid i spøg for hans kæreste. Men for mig var det ingen spøg; med rædsel så jeg dette lille fæle væsen nærme sig 20 mig og skælvede for, at jeg virkelig skulle bindes til ham og blive hans kæreste, uagtet jeg næppe vidste, hvad dette ville sige. Mange søvnløse nætter voldte denne spøg mig, og jeg kom bestandigt med skræk i dette hus, hvor jeg var så velkommen. En skræk, jeg havde kunnet spare mig, thi uagtet hans pukkel ville den fornemme familie næppe valgt mig fattige barn til ledsagerske for deres søn på livets bane; uden at tale om, at han var syv og jeg seks år, så der var i alt fald ikke nogen nær udsigt til en forening, - men hvad kan ikke ængste et barn af en tungsindig karakter, og en sådan var alt i de unge år trådt tydeligt frem hos mig. I foråret 1820 forlagdes andet jyske regiment atter til København, og efter et ophold af fire år vendte mine forældre (min fader var imidlertid også kommen til Ålborg) i den anledning atter tilbage til København, og en sten faldt fra mit bryst, da vi på skibet drog bort uden den pukkelryggede dreng. Jeg havde i lang tid glædet mig i stilhed til at komme til København, thi jeg havde hørt min fader sige, at en bekendt af ham havde lejet os en bolig i Grønnegade. Derved opstod tusinde fantasier hos mig, hvorledes jeg der skulle plukke blomster. Jeg tænkte mig det som en mulighed, at jeg kunne få en dukkevogn, og at jeg i den kunne køre græs, anlægge små haver, plante store træer, hvori fuglene kunne sidde og synge o. s. v.; thi at verden kunne være så ondskabsfuld at kalde en gade for Grønnegade, hvori der ikke fandtes ét græsstrå, endsige andet, faldt mig intet øjeblik ind. Man tænke sig derfor min skræk og min skuffelse, da vi arriverede til Grønnegade! Jeg græd bitterligt over mit fejlslagne håb uden dog at betro nogen grunden til min smerte.