↩ Men det er ikke dilettantismens syge, som rider hende. Fru Heibergs prosa behøver kun sjældent overbærenhed. Martensen så, at »dette værk vil få betydning, i tidshistorisk, i kunstnerisk og i ethisk henseende«. Men også sprogligt hæver det sig højt i det i øvrigt velskrivende 19. århundrede. Hun transponerer sine følelsesskift ned på papiret uden håndsrystelser. Stilen er folderig, men der er præcision i stemmeføringen, også når hun hvæser. Og skønt hun har mange kokke løbende omkring sig, tillader hun nødig andre at røre om i heksegryden ret længe ad gangen. »Fruen imponerede mig så temmelig,« sagde A. D. Jørgensen efter sit første møde med sibyllen i november 1878, »hun er utvivlsomt, trods det stødende i sit væsen, et ualmindeligt kvindemenneske.«