↩ Siden hin aften besøgte min søster og jeg fru Gyllembourg, så ofte det lod sig gøre; og jeg måtte tit høre af Amalie, at når jeg bare kunne sidde og tale gammelt, som hun kaldte det, med fru Gyllembourg, så var jeg fornøjet. Og virkelig forstod denne ældre veninde at løse mit tungebånd, så at jeg uforbeholdent ytrede mig i hendes nærværelse. Ligeledes mindes jeg med glæde vore vandringer, når vi i de mørke vinteraftener blev fulgt hjem af Heiberg, holdende ham hver under sin arm. Han har ofte senere i spøg talt om den mærkelige forskel i de to unge pigers underholdning ved disse lejligheder. Jeg havde en stor interesse for alt i naturen; især grublede jeg meget over stjernehimlens utallige kloder og var uudtømmelig i spørgsmål til ham om disse. På sin ejendommelige klare måde tilfredsstillede han nu min videbegærlighed, og hvad han således lærte mig, var ofte genstand for flere dages grubien, når jeg atter gik ene. Mine spørgsmål blev imidlertid uophørligt afbrudte af min søsters snaksomhed, idet hun på sin side var uudtømmelig i at fortælle ham om danseskolens mærkværdigheder. Dette mærkede jeg nok kedede ham, og det bedrøvede mig for hendes skyld, thi jeg holdt af denne eneste af mine søskende, med hvem jeg levede et søsterligt liv. De andre kendte jeg næppe.