Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Herman så med en vis skinsyge på disse hyppige besøg hos fru Gyllembourg, men fandt sig dog i, at de fortsattes. På vore aftenvandringer bemærkede jeg hans spejdende nærværelse, idet han snart gik bag efter, snart i afstand, snart tæt ved, snart på den ene, snart på den anden side af os, altid i en slags forklædning, snart sammenbøjet, snart som en lille gammel mand, snart som en høj i ilfærdig gang, snart med stok, snart uden, alt for at jeg ikke skulle genkende ham. Men mit skarpe blik opdagede ham dog straks, og dette satte mig i en pinlig uro, så jeg gik tavs og med 62 bankende hjerte ved Heibergs side. Ankom vi nu til vor gadedør, posterede Herman sig lige overfor under en af gadelygterne, fra hvis skygge jeg tydeligt så hans øjne stirre ufravendt på os for at se, om alt gik tilbørligt til. [Denne evige forfølgen var mig yderst pinlig, thi hvor jeg var, dag og aften, kunne jeg være vis på, at hans blik fulgte mig.] Var vi om sommeren i skoven med andre, så jeg ham snart bag ét træ, snart bag et andet, altid skjulende sig for mig i den tro, at hverken jeg eller andre så ham. Således erindrer jeg, at min glæde blev betydelig nedstemt på en skovtur, hvortil jeg var indbudt med Heiberg og hans moder og et par andre af deres venner. Den dannelse og gode tone, som herskede i denne kreds, behagede mig meget, og jeg var aldrig friere og snaksommere end her. [Havde disse spejdende blikke ikke forfulgt mig overalt, ville en sådan dag som denne ret have kunnet oplive mig, til hvilket jeg så højligt trængte.] Vejret var dejligt, og alle var glade og gode imod mig. En lille episode står endnu tydelig i min erindring fra denne tur.