Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Heiberg og jeg spadserede sammen i Charlottenlund, noget fjernede fra det øvrige selskab; tilsidst satte vi os på den lille høj, som dengang fandtes ved indkørselen til skoven. Jeg faldt i tanker ved at se ud over det stille, hvilende hav. Denne seen ud over havet, især når det var i ro, frembragte altid hos mig en usigelig længsel. »Hvad tænker De på?« sagde Heiberg, »De ser så alvorlig ud.« - »Å,« svarede jeg, »ved at se ud over det store hav, får man altid blå længsler.« - »Blå længsler!« udbrød han, »det er et ypperligt udtryk - hvorfra har De det?« At der var noget aparte i dette udtryk, faldt mig slet ikke ind; ved mit ordknappe væsen og min mangel på læsning havde jeg ikke ret ordet i min magt, og derfor opfandt min fantasi dette og lignende betegnende udtryk, som de andre altid fandt karakteristiske. Hos mig opstod de uden al refleksion. Således en gang, da Heiberg læste et digterværk for os, og jeg ville udtrykke, at det var poetisk, men ikke havde dette ord til min tjeneste, sagde jeg: »Det er dejligt, det er så skjult!« Også dette udtryk forundrede ham, og han har mange år efter omtalt det i en afhandling i sin »Perseus«. At kokettere kaldte jeg at gøre stikøjne; og således havde vi mange ord, hvoraf jeg var første opfinder, og som i senere år var genstand for vor morskab. På samme tur opdagede Heiberg, at der på en rude i

        

63 Bellevue var indridset: »Søde Hanne Påtges.« Heiberg blev så vred over, at mit navn således profaneredes ved at stå på en rude i et værtshus, at han øjeblikkeligt slog ruden ud med sin stok. De andre af selskabet ville absolut vide, hvad der kunne have stået på ruden, der i den grad kunne fortørne ham, gik udenfor og samlede møjsommeligt stumperne sammen, men til ingen nytte, Heiberg betalte værten ruden uden at røbe dens inskription. Om aftenen, da vi kørte hjem, opdagede mit skarpe og hurtige blik, at Herman kørte bagefter på en kildevogn, han formodentlig havde betalt på den betingelse at køre bagefter vor. Var jeg hos fru Gyllembourg eller hos andre til middag, og jeg tilfældigvis nærmede mig et vindue, kunne jeg være vis på at se ham fare forbi som af en hændelse. Denne følelse at være således bevogtet, selv om man ikke foretager sig andet, end hvad hele verden må vide, har noget højst pinligt og uhyggeligt ved sig; den snærede brystet sammen på mig, så at jeg altid var ufri. Denne hans kontrol med mig blev aldrig omtalt imellem os, og han har vist været af den mening, at den var mig aldeles ubekendt. En gang, da han ytrede sit mishag over, at jeg så ofte besøgte Heibergs, bebrejdede jeg ham hans vrede over dette, og at den jo ikke var mindre, når jeg gik til Nielsen for at blive instrueret, hvilket jeg dog var nødt til, når han tilbød det. Med heftighed svarede han: »Nielsen er farlig at være ene med; Heiberg er farlig at være i selskab med.« Jeg har senere tænkt, at denne bemærkning var fin og sand.