↩ Min fader var en høj, smuk, velskabt mand med et nobelt udseende. Som streng katolik var han gennemtrængt af al den romantik, der ofte i høj grad hænger sammen med denne tro. Fremmede fik altid på grund af hans nette, belevne væsen godhed for ham; han var heller ikke uden boglig dannelse. Han havde naturlig sans for al kunst; musik og poesi gjorde ham stor glæde, og aldrig kunne vi børn fornøje ham mere end ved at recitere et eller andet digt eller synge for ham; da var han lykkelig, og tårerne stod af henrykkelse i hans øjne. Der var tillige noget generøst i hans karakter, der, skønt det var forenet med en ikke ringe del letsindighed, klædte ham godt og gav ham - om jeg så må sige -noget fornemt.* Også havde han et vist talent til i sine tarvelige klæder at bevare nethed og renlighed, og hvorledes det end gik, måtte min moder sørge for, at han til bestemt tid fik rent linned udleveret. Da kunne han stå hele timer for at ordne sit hår og børste sine klæder. Hver søndag, når dette toilette var færdigt, vandrede han i højtidelig stemning med sin latinske salmebog til det katolske kapel. Min moder fulgte aldrig med, men arbejdede ufortrødent søndag som hverdag. Vi børn var jo efter landets love døbte i den protestantiske tro, men da min moder aldrig gik i kirke, kom vi børn der heller ikke. Desuagtet havde min moder * 35 dog et gudfrygtigt sind, bad flittigt til Gud, og vor Herre Jesu navn lød ofte fra hendes læber til os børn til advarsel og formaning. At hun hørte til den lutherske kirke som alle vi børn, anså vi som givet.