Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Min moder var en højst mærkelig og ejendommelig natur med kæmpeenergi og udholdenhed. Hun var i besiddelse af et overordentlig skarpt blik til at gennemskue og bedømme andre mennesker, og det med en hurtighed, en sikkerhed, der ikke kunne andet end forundre, så at få mennesker ville kunne rose sig af at have narret hende. Undertiden havde hun forudfølelser og anelser om, hvad der ville ske, og meget sjældent slog hendes anelser eller forudsigelser da fejl. Hun var overordentlig livlig og bevægelig og havde altid sin egen originale måde at udtrykke sig på, manglede aldrig stof til samtale og var som oftest heldig, når hun ønskede at vinde nogen for sine interesser, lod sig hurtigt og let opmuntre, men var i grunden et tungt, tankefuldt gemyt - en egenskab, som vist var min arv efter hende. Hun havde en forbavsende hukommelse, og mærkeligt var det, at hun, som på grund af sin tidlige flugt fra sit fædrenehus hverken kunne læse eller skrive - en forsømmelse, hun aldrig senere havde lejlighed til at indhente -, dog vidste så meget, som hun ofte meddelte os børn, der aldrig var gladere, end når hun på sin livlige måde fortalte snart træk af historien, snart hvad der var mødt hende selv i hjemmet og senere. Således påstod hun, at hun en aften på sin flugt havde været i et teater og set »Hamlet« opført, og vist var det, at hun, når hun var i godt humør, reciterede flere replikker af denne tragedie, der var blevet hende uforglemmelig. Hun havde et utroligt forråd af fortrinlige ordsprog, som hun anvendte ganske ypperligt i samtalens gang, altid med de forord: »Min moder sagde -«. Når man nu betaenker, at hun som et barn på 11 år mistede denne moder, da var det jo forbavsende, at dette barn virkelig i sin hukommelse havde bevaret mindet om disse ordsprog, der mere eller mindre skjulte en sund folkevisdom.