Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Noget af det første, der mødte os i vor nye bolig, var nemlig, at to retsbetjente kom og skrev alt op, hvad vi endnu ejede; en kreditor havde lagt beslag på det hele. Jeg glemmer aldrig min skræk og rædsel ved disse menneskers komme. Jeg vidste ikke, forstod ikke, hvad dette havde at betyde, men troede, at vi alle skulle i fængsel. Jeg sad i en krog på en skammel og rystede over hele rnit legeme. Det beroligede mig dog noget at se min moder gå kækt omkring med retsbetjentene og besvare deres spørgsmål, uden at det så ud, som om hun var angrebet af, hvad der skete, men snarere, som om hun havde ventet dette besøg. Min fader derimod sad tavs og bleg og så meget nedslået og skamfuld ud. Da betjentene endelig fjernede sig med den store bog under armen, hvori de havde optegnet alt, og vi atter var ene, så min moder med en blanding af trods og stolthed hen til min fader, idet hun sagde: »Hidtil har du rådet, og så vidt har du bragt os. Et halvt år endnu på denne vis, og vi og dine børn har kun tilbage at komme under fattigvæsenet. Fra i dag af råder jeg, og du skal se, alt skal blive anderledes.« Min fader svarede vredt og trodsigt: »Vær så god! Lad os da se, hvorledes du vil bære dig ad.« Nu gik min moder til en gammel bekendt af hende og min fader, en trådhandler Korner, bad ham at forstrække hende med en sum penge, hvormed hun kunne begynde et erhverv, og forsikrede ham, hun ville arbejde dag og nat, indtil hun kunne tilbagebetale ham hans tilgodehavende. »Jeg kender Dem som en stræbsom kone,« lød hans svar, »og De skal få pengene.« Hun fæstede nu en større lejlighed, i Pilestræde nr. 124 i stuen. Det var faldet hende ind, at hun forstod at tilberede en del tyske retter, som ikke var synderligt kendte her, i det mindste ikke således tillavede. Det bestod i på en egen måde at salte kød, at nedlægge hvidkål, 37 snittebønner, lageagurker og især i at koge sorte og hvide pølser. Disse sager satte hun nu i avisen, at de var at få så vel i som ude af huset. Og virkelig blev der et totalt omslag i vor stilling. Folk strømmede til for at købe, og dette steg efterhånden i en sådan grad, at de ofte stod langs ad trappen og gangen i rækker som udenfor et teater. Om sommeren havde hun et telt i Dyrehaven for også på denne årstid at have en indtægt. »Jeg vil ikke tigge,« plejede hun at sige, »men arbejde.« Med en mageløs flid besørgede hun og en pige det hele arbejde i vintermånederne. Efter dagens travlhed kan jeg endnu se min stakkels moder sidde træt, hed og udmattet ved et lille bord og lægge alle disse rigsdalere, marker, otteskillinger og fireskillinger hver i sin række, og tilsidst stryge dem ned i hånden og lukke dem ind i en gammel kommodeskuffe, tage nøglen af og putte den til sig, [medens min faders øjne fra en krog i stuen fulgte denne manøvre med vrede, truende blikke, uden at sige et ord. Med angst og skælven bemærkede jeg min faders sindsstemning. Jeg kunne ikke falde i søvn, men lå og lyttede i urolig spænding, som om jeg hvert øjeblik ventede, at det uvejr, der viste sig på hans åsyn, ville bryde løs og ramme os alle. Dette varede i nogen tid, i hvilken min fader blev mørkere og mørkere i sit sind, indtil han forfaldt til mere og mere at nyde stærke drikke. I denne ophidsede tilstand fik da den undertrykte vrede luft -og nu fulgte scener, for hvilke jeg vil bede Gud at bevare ethvert barn fra at være vidne til. Vore kår var nu bedre, men vort hjem var et helvede. Hvor ofte har vi to stakkels børn, når vi om aftenen kom hjem fra teatret, ikke stået udenfor døren og lyttet med hjertebanken, om alt var roligt indenfor, eller om alt var i flammer. Min stakkels fader var aldeles utilregnelig i denne tilstand, og vi arrne børn måtte ofte kaste os imellem vore forældre og med vore små legemer beskytte den arbejdsomme moder, hvis flid var grunden til hans harme og mishandling. Sagen var, at han i sine bedste øjeblikke skammede sig over, at han som mand og fader intet havde kunnet udrette for os. Disse sorger bedøvede han ved at drikke mer, end han kunne tåle, og i sin rus lod han da min ulykkelige moder og os bøde for sin dobbelte uret. Rørende var ofte hans skamfuldhed dagen efter slige scener, men intet forsonende ord kom over hans læber, og han druknede atter sin smerte i en ny beruselse, hvis følger aldrig udeblev. I et lille uhyggeligt

        

38 værelse, hvor mine forældres og vor seng stod, opholdt min søster og jeg os, når vi var hjemme. Dette triste sovekammer foretrak vi for dagligstuen for at være så meget længere fra støjen og uroen; dog undgik vi den heller ikke helt her; thi sovekammeret var dør om dør ved dagligstuen.