Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

»Dog, fra den ringeste vrå kan man hæve sig til himlen.« Og jeg hævede mig ofte til himlen fra min ringe vrå, ikke alene i bønnen, men gennem min fantasi befolkede jeg en verden om mig af dejlige skikkelser, af skønne boliger og haver, hvorfra englenes små, søde ansigter tittede ud til mig mellem grenene, og hvor blomsternes farvepragt frydede mit øje. Ofte var jeg lykkelig i dette sværmeri, så lykkelig, at de mørke skygger i mit hjem forsvandt for den verden, jeg i mine drømme levede i.