Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

En dag, da min søster og jeg sad i vort lille hul, hørte jeg en samtale i gæstestuen med min fader om mig. En af gæsterne sagde, at han havde set mig danse på teatret; »men er det sandt,« vedblev han, »at det barn alt er forlovet med en gammel mand, som skal komme så meget her hos Dem?« - »Ja,« svarede min fader, »vi ved jo ikke så rigtig, hvad hans hensigt er; hun er jo endnu kun et barn, men det bliver vel sagtens dertil engang.« Jeg kan aldrig glemme dette øjeblik. Som om en slange havde bidt mig, for jeg op, greb min søster om armen og udbrød: »Hørte du, hvad de sagde derinde?« - »Ja, vist hørte jeg det,« svarede hun og skoggerlo. Jeg kastede mig ned på gulvet og brast i den heftigste gråd. »Men Hanne dog!« råbte hun. »Er du gal? Hvad vil du bryde dig om det vrøvl!« Jeg blev liggende uden at svare. Hun var et øjeblik efter midt i sin leg med sine mange dukker, overladende mig til min smerte - en smerte, jeg ikke selv ret kunne forklare mig. Men uden at kunne gøre mig klart rede for det, havde dette forhold ofte forekommet mig unaturligt. Herman gjorde en hemmelighed af sit bekendtskab til os, det var tydeligt, og mangt er uforstået ord af fremmede havde ladet mig ane, at der i dette forhold var noget, de misbilligede, noget der ikke var, som det skulle være. En følelse af dyb skam overvældede mig derfor ved denne tale i gæstestuen, jeg syntes, at fra dette øjeblik måtte alle pege fingre ad mig. Jeg troede nu at have fundet nøglen til den ringeagt, som det forekom mig, alle viste mig. Jeg grublede og grublede, om dette virkelig skulle være Hermans og mine forældres mening med mig. »Derfor kommer han altså her! Derfor er han så god! Derfor -- derfor --,« og denne grubien gik i det

        

41 uendelige. Jeg skælvede ved tanken om, at jeg atter skulle se ham - hvorledes jeg da skulle være imod ham? Jeg var aldeles fortvivlet. Mit alvorlige, tilbagetrukne sind gjorde, at jeg beholdt alt hos mig selv. Om det havde gældt mit liv, havde jeg ikke formået at bringe et ord derom over mine læber. Det forekom mig, at jeg var solgt, vanæret - jeg bad inderligt til Gud, at han ville tage mig til sig. Havde jeg før været tavs, mørk, indesluttet i mig selv, var jeg fra dette øjeblik af aldeles sky for alle. Dag og nat nagede denne sorg på mig. Når fremmede undertiden ytrede: »Hvor det stakkels barn ser bleg og dårlig ud!« strømmede tårerne straks ned ad mine kinder; ingen vidste, at jeg bar på en vægt, som ville have kuet mangen en ældre og fornuftigere. Et stakkels barns sorg er pinligere end den voksnes, da det mangler fornuft til at tale sig selv tilrette og kraft til at tage en beslutning. Hvor lykkeligt er dog det barn, der kan kaste sig om sin moders hals og her hente råd, trøst og beroligelse. At denne min smerte ikke var en barnagtig indbildning, følte jeg mig overbevist om. Da Herman næste gang besøgte os, rakte han os som sædvanligt hånd og mund til goddag. Jeg trådte et skridt tilbage. Han studsede, så på mig og sagde: »Vil du ikke sige mig goddag? Hvor du ser bleg ud - hvad er der påfærde?« Jeg stod stiv som en støtte. Min moder blev nu fortørnet, greb mig med heftighed ved hånden, førte mig hen til ham og sagde: »Sig straks goddag!« - »Nej,« råbte Herman, »således må De ikke omgås hende!« - »Er du vred på mig?« sagde han nu i en så god og øm tone, idet han så mig kærligt og vemodigt ind i øjnene. Tavs men venlig rakte jeg ham nu min hånd. »Hun har grædt hele dagen i går,« sagde nu min søster, »Gud ved, hvad der fejler hende?« Herman så atter på mig stift og længe, faldt i dybe tanker, og et øjeblik efter greb han sin hat og gik, idet han kort men venligt sagde farvel. Min moder fulgte ham ud, hvilket ellers var min bestilling. De blev stående en tid udenfor døren, og jeg hørte ham sige: »Nej, nej, vist ikke; De må omgås lidt varligt med dette barn; hun er ikke som andre børn.« Da min moder atter kom ind, sagde hun, at jeg måtte skamme mig at bære mig således ad mod et menneske, der viste min søster og mig så megen godhed, og at jeg fortjente, han aldrig kom her mere. Næste morgen gik vi vor sædvanlige gang til danseskolen. Da vi kom på slotspladsen, så jeg til min skræk alt i afstand Herman

        

42 stile hen imod os. Da han var kommet hen til os, sagde han et par venlige ord, så vist på mig og forlod os. Dette - som han ville have, vi skulle tro - tilfældige møde gentog sig nu til min sorg næsten hver morgen. Jeg så skamfuld til siderne og tænkte: »Mon nogen så ham tale til mig?« Med et beklemt hjerte ankom jeg på danseskolen, hvor de lette hop kontrasterede med den centnervægt, som hvilede på mit bryst og i min sjæl.