Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

En dag kom L. hen til mig på en prøve og sagde på sin indbildske og hovmodige maner: »Jeg og et par andre her ved dansen agter, så snart sæsonen er ude, at gøre en kunstrejse til Liibeck og Hambourg for der at give en række forestillinger. Jeg har betænkt at tage dig og Andrea med, da jeg agter at give de to nye entreer foruden nogle balletter, som vi nu skal til at indstudere. Sig det til dine forældre, når du kommer hjem.« Jeg blev meget betænkelig og bedrøvet over denne gunst, sagde imidlertid intet, nejede dybt og fremførte kun, hvad jeg vidste her blev f ordret: »Mange tak.« På vejen hjem tænkte jeg meget over, hvad der altså forestod mig til sommer - at rejse havde alt i tidligere år beskæftiget min fantasi meget. På gaden standsede jeg foran et butiksvindue, hvori der hang landskaber rned bjerge - sådanne billeder med bjerge havde altid gjort et dybt indtryk på mig og opvakt en længsel hos mig, som om brystet skulle sprænges. Ved at se dette billede opvaktes min længsel påny. »Ak,« tænkte jeg, »måske er der bjerge i Hambourg og Liibeck!« og dette håb gjorde, at jeg indtil videre forsonede mig den forestående rejse. Heraf vil man se, hvorledes det stod til med min kundskab i geografien. Ved min hjemkomst fortalte jeg den store nyhed med et betænkeligt ansigt. Min fader og moder syntes, at dette var en stor ære for mig, og samtykkede straks deri. »Men talte han ikke om at give dig penge?« spurgte min moder, »thi for at gøre en sådan rejse er der 44 dog et og andet af linned og klæder, som må anskaffes, og hertil har jeg ikke råd.« Da jeg benægtede dette, gik hun næste dag med mig til ham - en gang, jeg gik til med et tungt hjerte. Da vi kom ind til L., trådte han os meget fornemt imøde og gjorde et højst fortrædeligt ansigt ved min moders anmodning om penge. »Hvad behøver hun da?« spurgte han. Min moder forklarede, at det især var linned, jeg trængte til. »Godt,« svarede han, »min søster skal besørge, hvad hun behøver,« hilste så kort, og audiensen var forbi. Jeg havde naturligvis ikke mælet et ord under hele samtalen og takkede Gud, da jeg atter var på gaden. Nogle dage efter bad han mig med nedladende mine komme til sig. Jeg kom, og nu rakte han mig tre tilskårne særke og nogle par strømper. Gråden stod mig i halsen ved at modtage dette, som jeg dybt følte var en ydmygelse at modtage, især på denne måde. Jeg tav, nejede dybt og gik hjem, hvor jeg just ikke blev modtaget på den bedste måde, fordi jeg ikke havde sagt ham, at dette ikke var tilstrækkeligt. Jeg bad så bønligt om at måtte være fri for at tale mere til ham herom, at jeg omsider slap. Der blev nu gjort udvej til resten, formodentlig ved Hermans hjælp, uagtet han var meget imod den hele rejse; men han kendte forholdene ved dansen og indså vanskeligheden ved at nægte at følge med. Børnenes stilling ved danseskolen var dengang så slavisk, at det ville have hørt til det utrolige at nægte en solodanser og lærer at opfylde, hvad han ønskede. Jeg måtte altså med.