Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Jeg har fortalt, at den smukke hotelværtinde havde fattet en stor godhed for mig; denne vedblev at stige. En dag, da jeg var ene, kom hun hen til mig, omfavnede og kyssede mig og sagde: »Min lille Johanne! Jeg holder så meget af dig! Jeg har ingen børn - vil du blive hos mig som mit eget kære barn? Hos disse mennesker, du er her med, har du ikke godt af at være. Jeg ved, at dine forældre i hjemmet er fattige og har desuden mange andre børn at forsørge. Bliv hos mig; du skal få det, som om du var min egen datter. Skriv hjem til dine forældre og foreslå dem dette, ifald du selv har lyst.« Det gik et øjeblik igennem mit hoved, at jeg på denne måde kunne fly fra alt, hvad der trykkede mig i hjemmet. »Vil du?« spurgte hun, idet hun sluttede mig i sine arme. »Jeg tør ikke skrive derom til hjemmet,« fik jeg tvunget frem. »Så vil jeg skrive, ifald du selv har lyst - har du?« - »Det ved jeg ikke ret,« lød mit svar. »Betænk dig da derpå; vi ville alle gerne beholde dig.« Hun gik og overlod mig til mine egne forvirrede tanker. Så fristende end dette tilbud var, så følte jeg dog dag for dag en større og større hjemve, hvorefter vidste jeg ikke ret selv; den tanke, at jeg aldrig mere skulle vende tilbage, blev mere og mere utænkelig for mig. Jeg havde nu fået noget nyt at gruble over, men kom dog snart på det rene med mig selv, at det ville være mig en umulighed at blive hos de fremmede mennesker. Mit rejseselskab blev mig mere og mere uhyggeligt, og hjemveen tog således til, at det ofte var, som om mit hjerte skulle springe i brystet på mig. Til tegn på, til hvilken højde den steg, kan en lille begivenhed tjene, som jeg nu skal fortælle. I vort hus i Pilestræde boede oppe på kvisten en gammel pebersvend, en lang, mager mand, som ingen i huset vidste ret besked om. Denne mand var min skræk, når jeg tilfældigvis stødte på ham på trapperne eller i en lang gang, som førte til vor dør. Han forekom mig som manden med leen og timeglasset i hånden. Jeg trykkede mig altid så tæt op til muren som muligt, når jeg skulle passere forbi ham, og mit hjerte bankede da, uden at jeg selv vidste hvorfor. Denne mand så jeg pludselig gå udenfor mit vindue i Hambourg, hvor jeg sad i dybe drømmerier. I et nu for jeg ud på gaden, faldt ham om halsen og råbte: »O, er De her?« Han så forundret på mig og genkendte mig ikke straks. »Ih, er det Dem, lille jomfru?« fik han

        

49 endelig frem fra de tørre læber. »Hvordan lever de hjemme?« råbte jeg. Og nu måtte han fortælle mig alt, hvad han vidste, hvilket ikke var stort. Men jeg var så glad den dag og syntes, at jeg var hjemmet nærmere. Jeg så ham ikke oftere; men så underligt det lader, havde dette møde forøget min længsel, der var nær ved at kvæle mig. Der gjordes heller ikke det mindste for at adsprede os børn. De voksne morede sig på deres vis og lod os gå overladte til os selv. Min trøst var hotellets have, og her traf jeg ofte vor værtinde, der ideligt fornyede sit tilbud om at beholde mig hos sig. En dag kom hun og viste mig et etui, hvori lå et stort, og som mig syntes, kostbart smykke. »Se,« sagde hun, »dette har tilhørt min moder. Bliv hos mig, og den dag, du står til konfirmation, skal smykket være dit.« Jeg sagde hende nu, at jeg længtes så meget hjem, at det var mig umuligt at blive. Ved enden af denne samtale så hun bedrøvet på mig, men omtalte ikke oftere denne sag. En hed formiddag, en af disse solskinssommerdage, da man ofte over-faldes af en forøget længsel - thi det er, ligesom denne pragt i naturen indbyder os til fest, og sidder man på en sådan dag ensom og forladt, da føler man det dobbelt, thi kontrasten imellem alt udenom og vort indre er for stor - en sådan formiddag sad jeg ene i vor stue, trykket på sjæl og legeme, da jeg med et hørte en klingende stemme, der syntes mig bekendt, tale dansk udenfor vor dør. Jeg sprang op, åbnede døren, og til min store overraskelse stod skuespiller Nielsen der, omgivet af mine rejsefæller. Da han blev mig var, kom han hen, tog mig i begge hænder og udtrykte sin glæde over at se mig. Han havde altid vist mig interesse og venlighed, hver gang han tilfældigvis var stødt sammen med mig på Det kongelige Teater. For min barnlige fantasi stod denne mand som et rent ideal. Jeg havde fra kulissen set ham spille sine helteroller, og altså var disse helte og han et. Han var nu på tilbagevejen fra en udenlandsrejse, og - til min sorg - hørte jeg ham sige til de andre, at han næste morgen ganske tidligt rejste til København. Hundrede planer gik gennem mit hoved på denne mig uforglemmelige dag. Efter at have forkastet en og antaget en anden for atter at forkaste denne, tog jeg omsider den kraftige beslutning, at jeg om aftenen ville liste mig til hans værelse og anråbe ham om at tage mig med til København den næste morgen. Hotellet var så opfyldt med rejsende, at værten havde måttet

        

50 indlogere Nielsen i havepavillonen, som den eneste plet, der endnu var tilovers. Aftenen kom; en dejlig måneklar aften. Længe havde jeg stået ensom i vor lille stue med panden mod ruden og set op på de blanke kloder og bedt Gud at skænke mig kraft og mod til mit, som mig syntes, store foretagende. Det var alt sildigt på aftenen, og jeg måtte nu beslutte mig til at gå, hvis jeg ikke ville overraskes af de andres hjemkomst. Endelig tog jeg mod til mig, og indhyllet i et sjal listede jeg mig ud af stuen og den lange gang, gennem den store sal, hvor table d'hote blev holdt om middagen, men som jeg vidste på denne tid var tom. Med skælven gik jeg gennem denne store sal, hvor der kun brændte et enkelt lys, som stod på et lille bord i en krog af stuen; derfra nedad havetrappen og listede mig med lydløse trin gennem haven. Mellem grenene så jeg alt i frastand, at der var lys i pavillonen; han var altså hjemme. Jeg standsede lidt rådvild og tænkte: »Hvad vil han tro, når han på denne tid ser mig træde ind til sig? Hvorledes vil jeg kunne få ordene over læberne?« Dog, jeg sagde til mig selv: »Jeg m å forsøge det! Han, der er så ædel, så god - han, der står så højt over alle disse mennesker, jeg er hos, han vil vist redde og befri mig fra deres tyranni.« Jeg gik nu rask mod døren, men standsede pludseligt, da det forekom mig, jeg hørte højrøstet latter og klirren med glas. Lige tæt ved hans dør skelnede jeg til min skræk alle de velbekendte stemmer i mit rejseselskab. Jfr. W.s latter skingrede i den stille sommeraften, glassene stødtes mod hinanden, og jeg genkendte også hans velklingende stemme, idet en høj latter lød fra det hele selskab - en skærende kontrast til mit bankende hjerte og mit fejlslagne håb. Bedrøvet, usigelig bedrøvet listede jeg mig atter tilbage til mit ensomme kammer og gik grædende i seng. Her lå jeg uden at kunne sove, thi tusinde dunkle tanker gennemkrydsede mit hoved. Foruden den smerte jeg følte ved, at min plan var mislykkedes, opstod en anden smerte over, at han, som i min barnlige fantasi stod så højt - at han kunne og ville have mine rejsefæller hos sig til slig støjende lystighed. Jeg fandt i min troskyldighed, at jeg burde advare og oplyse ham om, hvem han skænkede denne gunst - en oplysning, der vist var meget overflødig. Sildigt ud på natten kom de to damer hjem og sov, som det lod, hurtigt ind, medens mine urolige og smertelige tanker endnu længe holdt mig vågen. Næste

        

51 morgen, da jeg stod op, hørte jeg, at han var rejst og mit sidste håb med ham. Jeg måtte nu holde pinen ud, indtil min befrielsestime slog.