Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Den 22de april 1826 gik »Aprilsnarrene« første gang. På den første prøve af stykket brast personalet og orkestret i skoggerlatter ved at høre de parodiske replikker, som er lagt Trine i munden. Jeg erindrer tydeligt, hvor ulykkelig jeg blev over denne latter, thi min første tanke var, at jeg var til spot; et og andet tydede jo på det modsatte, men rolig i mit sind var jeg ingenlunde. Rosenkilde, 57 alle damerne og herrerne, som spillede i stykket, var venlige og gode imod mig; men med angst undgik jeg Ryge, den eneste ved teatret, der var mig fjendsk sindet og heller ikke lagde skjul derpå. Han forestod dengang kostumevæsenet, et embede han udøvede med stor despotisme. Man havde sagt mig, at jeg måtte henvende mig til ham om den dragt, jeg som Trine ønskede at bære. Beskeden, med hjertebanken bad jeg ham om, at jeg måtte få en hvid kjole - og hvad jeg især havde sat mit hjerte til - et stribet silkelivbånd. »En ny kjole,« svarede han barsk, »får du ikke; her er gamle nok i garderoben, som kunne sys om til dig; - og et stribet livbånd!« udbrød han, idet hans store øjne funklede; »hvor satan tror du, teatret har råd til det? Det bliver der intet af.« Jeg tav og gik. Sagen var, at Ryge havde fattet et formeligt nag til mig, som fra begyndelsen rejste sig af, at når vi børn ved dansen var med i skuespillet, da morede det ham, vistnok i al uskyldighed på en for ham ejendommelig måde at give sig af med os. Han ville altid [kysse og kramme os og brugte gestus, som i høj grad sårede min følelse.] Da jeg nu på ingen måde ville kysse ham, blev han vred og anså det for et utroligt skaberi af et barn. Min lystige søster derimod vandt hans fulde bifald, og han roste hende altid på min bekostning, kaldte hende Thalia og mig Melpomene. Fra min tidligste barndom har det altid stødt mig, når sådanne store mandfolk tillod sig at tage fat på mig og kysse mig; det sårede mig og berørte mig ubehageligt at være genstand for al den plumphed. Dette måtte vel de fleste have følt dunkelt; thi når jeg undtager Ryge, var jeg aldrig genstand for sligt, og både dengang og senere har jeg ofte hørt sige, at der var noget ved mig, som gjorde, at man ikke prøvede derpå. I de barneroller, jeg spillede, lod det ordentligt til at ærgre Ryge, at den lille alvorlige pige, hvis væsen han ikke forstod, vakte så megen deltagelse hos tilskuerne. Han forfulgte mig stadigt, mens det morede ham at sætte min ømfindtlighed på prøve, lod mig høre mine forældres stilling, hvad de handlede med osv., og krænkede mig, hvor han kunne. Nu var det ham derfor en glæde at kunne nægte mig opfyldelsen af mine små ønsker til »Aprilsnarrene«, ligesom det i det hele taget ærgrede ham, at Heiberg ville bruge mig til denne vigtige rolle og ikke min søster. Jeg anskaffede mig nu selv for mine egne penge en lille hvid kjole og det meget ønskede stribede bånd.