Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Hvorledes Collin, der var en af direktørerne eller rettere sagt den eneste direktør, der tog sig af teatret, fik at vide, at Ryge havde nægtet mig denne ubetydelighed, ved jeg ikke; men nogen tid efter »Aprilsnarrene«s opførelse kaldte han mig en dag til sig og spurgte mig, om det var sandt, at Ryge havde nægtet mig, hvad jeg ønskede at have på som Trine? Da jeg bekræftede det med ja, rystede Collin på hovedet, klappede mig på kinden og sagde: »Jeg skal tale med Ryge, og hvis dette oftere skulle møde dig, så kom til mig, så vil jeg selv være kostumier for dig.« På Ryge mærkede jeg vel nogen forlegenhed imod mig, men hjælpe gjorde det ikke; han blev ved at lægge hindringer i vejen for alle mine små ønsker, og mig kunne det aldrig falde ind at klage til nogen. Dersom det ikke klang så utroligt, da var det, som om denne store kunstner var skinsyg på den lykke, jeg gjorde hos publikum; og denne tro blev jeg mere og mere bestyrket i, jo ældre jeg blev. Dog herom senere.