↩ Heiberg havde et eget blik for, hvad man kunne anmode de forskellige talenter om. Han skrev derfor alle rollerne i »Aprilsnarre-ne« for bestemte kunstnere, og heraf fulgte, at mage til den udførelse, som blev »Aprilsnarrene« til del, skal man forgæves søge om; alle, fra den vigtigste til den ubetydeligste rolle - jeg taler ikke her om mig selv - blev udført til en høj grad af fuldkommenhed. Hvad under da, at stykket, som hører til hans bedste, blev modtaget med en jubel, hvortil man sjælden har hørt mage; den steg til en fuldkommen bifaldsstorm i scenerne mellem Hans og Trine. Så forunderligt det end må synes, kan jeg dog med sandhed forsikre, at det intet øjeblik faldt mig ind, jeg havde nogen del i dette bifald. Først ved den syvende forestilling af stykket var det, ligesom jeg vaktes af min dvale, idet jeg ved en rungende applaus for en af mine replikker tænkte: »Mon dette virkelig gælder dig?«