Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Med forundring har jeg ofte tænkt på, hvorledes jeg var som halvvoksen pige - på en gang så gammel og så ung, så bevidst og så ubevidst, så ærekær stolt og dog så ydmyg, så enfoldig og - om jeg tør sige det - dog så klog af min alder. Det var netop i muntre roller, jeg havde min styrke, altså i modsætningen til mit sande væsen i hine sørgelige barndomsår. Vel følte jeg ofte, at der dybt i mit indre var en kilde, hvoraf glæden kunne sprudle, men 59 det daglige tryk standsede den i sit løb; det var således kun i kunsten, at digerne blev taget bort for kildevældet. Hvem der så mig her i denne fantasiverden, anså mig for et lykkeligt og overgivent barn, og dog var det måske netop tungsindighedens baggrund, der vakte en halvt ubevidst interesse hos tilskuerne. Efter den første forestilling af »Aprilsnarrene« kom J. L. Heiberg ganske henrykt hen til mig, greb mig om hovedet med begge hænder og kyssede mig på panden, idet tårerne stod ham i øjnene. Denne måde at udtrykke mig sin tak på gjorde mig helt forlegen. Og da han nu i ord, så smigrende for mig, udtalte sin ros, da tænkte jeg, at dette dog vist umuligt kunne være ment af ham, og en frygt for, at han ironiserede, vandt mer og mer styrke hos mig. Således vidste mit tunge sind at finde en bråd i alt, selv i det, som for en anden ville have været genstand for en ren glæde. Rørende var Hermans glæde, hver gang jeg fremtrådte med held. Han plejede da at sige: »Ja, nu kan de alle se dine evner, men jeg var dog den første, der så dem.« Han skænkede mig da ofte små gaver i det håb at glæde mig. Også disse modtog jeg med et tungt sind, thi mig syntes, at jeg ved en sådan gave blev bunden fastere til ham. Min søster fik da for det meste en lignende gave af ham, og her fandt det godmodige menneske en mere taknemmelig modtagerinde. Jo stærkere min tilbageholdenhed imod ham viste sig, des mere antog hans godhed for mig til min inderlige sorg præget af en bedrøvet, fornærmet elskers fortvivlelse; og tit udgød han bitre tårer over min kulde, uden at han dog med noget ord berørte, at hans forhold til mig var andet end en vens. Dette trøstede mig vel noget, men ideligt lå jeg dog på uvishedens pinebænk, og ideligt gjorde jeg mig selv det spørgsmål: »Hvad mener han dog med alt dette? Er det virkelig hans mening, at han anser mig som bunden til sig for bestandigt?« Thi det var mig tydeligt, at skønt min søster delte hans godhed med mig, var der en uhyre forskel på den måde, han omgikkes hende og mig, uagtet jeg ikke med ord kan sige, hvori forskellen bestod. Hver gang disse ulykkelige tanker opstod hos mig, var jeg fortvivlelsen nær, satte mig hen i en krog og fældte de bitreste tårer. Når min moder så dette, og jeg ikke ville sige hende grunden til min sorg, blev hun vred og anklagede mig for Herman, når han næste gang indfandt sig. Denne trængte da ind på mig med spørgsmål, uden at det lykkedes ham

        

60 at få et ord af min sammenpressede mund. Han gik da snart vred, snart bedrøvet bort, skrev mig ofte til og bebrejdede mig min tilbageholdenhed og min mangel på fortrolighed til ham. Herpå fulgte da et slags forsoningsscener; og således gik det dag ud og dag ind.