Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Teatret var i det sidste år blevet forøget med to smukke og meget lovende yngre talenter: jomfru Lange, siden madam Larcher, og jomfru Heger, siden madam Holst. Den sidstes ualmindelige, ideale skønhed bidrog ikke lidt til den opsigt hun vakte. Hendes debut i »Emilie Galotti« fremkaldte forhåbninger, som heller ikke siden har svigtet. Disse to damer og jeg var omtrent i alder sammen. Man fik nu lyst til at sætte et stykke i scene, hvori vi tre unge piger kunne optræde på én gang. Dertil valgtes det ældre lille stykke »Ildprøven«. Stykket begynder med, at vi alle tre kommer ind sammen, og Collin har siden fortalt mig, at der ved »Ildprøven« s første forestilling sad en tysker i parkettet, som udbrød, idet vi lod os se: »Potz Tausend! Haben Sie viele Solche?« Stykket gjorde i øjeblikket lykke på grund af de tre unge piger.