↩ Under dette ophold hos Wexschalls så jeg første gang digteren Adam Oehlenschlager, der en dag kom med sin datter Charlotte for at gøre et besøg. Hvilken betydning denne mand havde for enhver dansk var mig dengang næsten ubekendt, men desuagtet gjorde hans personlighed et dybt indtryk på mig, og jeg erindrer, at jeg stillede mig bag et stort træ for ubemærket af ham og de andre at kunne betragte ham. Trægruppen, belysningen, bordet, hvorved han sad med madam Wexschall - alt ser jeg endnu så tydeligt, som om det havde været i går. Hans datter tiltrak sig også min opmærksomhed. Hendes livlighed og frihed forundrede mig. Jeg ser hende endnu for mine øjne, således som hun om aftenen i det klare måneskin for at fornøje madam W. havde løsnet sit lange gule hår, trådte ud af huset og skred hen imod os, der sad i et lysthus. Hendes øjne glimrede så stikkende, at jeg syntes, 80 jeg blev ganske bange for hende, uagtet jeg fandt hende smuk på sin måde. Der var noget i hendes udtryk i dette øjeblik, som jeg fandt upassende uden at kunne gøre mig rede for, hvad det var, og talte hun til mig, måtte jeg uvilkårligt slå mine øjne ned.