↩ Om morgenen den 22de november sendte han mig et meget smukt sybord. I låget var anbragt et spejl. Ved nøjere at betragte bordet opdagede jeg en lille fjeder under spejlet, jeg trykkede på den, spejlet sprang tilside og - hans portræt var indfattet i en lille fordybning, der skjultes af spejlet, når dette var lukket. Min søster Amalie og mine forældre udbrød: »Nej, hvor det ligner ham! Det var da dejligt! Er du ikke glad for denne overraskelse?« Ved dette bords komme var jeg straks blevet noget beklemt om hjertet; ved derpå så uventet at se hans billede - og især ved at høre de andres opfordring til at ytre min glæde derover, var det mig ikke længere muligt at tilbageholde mine tårer [, der med en ustandselig strøm flød ned ad mine kinder.] Alle så forundrede på mig. Min moder skændte og sagde: »Du må skamme dig! Det menneske gør alt for at glæde dig, og du lønner ham kun med utaknemmelighed!« Ak! havde jeg dog kunnet tale og forklare hende min sorg!