↩ Slige oplæsninger og litterære underholdninger interesserede mig i høj grad. Alt sligt var mig nyt og gjorde et stort indtryk på min videbegærlige sjæl, og jeg var lykkelig, over al måde lykkelig. Mit ophold i dette hus var mit egentlige forår: forår i livet, forår i kunsten. Jeg spillede og gjorde bestandigt lykke hos publikum. Jeg var i dilettantismens lykkelige periode, hvor man i ingen opgave ser vanskelighederne, fordi man endnu intet ideal har sat sig at stræbe efter og derfor i sin uvidenhed tror, at man alt har grebet det, hvorom man endnu ingen forestilling har. Det var en leg med kunsten uden kamp, uden smerte, uden fejlslagne forhåbninger, men også uden den højere glæde, som kun den forstår, 110 der gennem smerte og angst har set den »fødes af sin sjæls be-klemthed«.