↩ I det dejligste forårsvejr af verden var vi gået ombord først i juni måned 1829. Jeg havde imidlertid aftenen i forvejen og i morgenstunden været meget beklemt om hjertet ved at tage afsked med forældre og søskende og mine øvrige venner. Da 121 dampskibet passerede Bellevue, lød der 3 kanonsalutter derfra, hvilke blev besvarede af kaptajnen på vort skib. »Hvem er det fra?« råbte nu alle ombord. Da fortalte Wexschall, som var indviet i hemmeligheden, at det var Heiberg og Chr. Winther, der bragte os denne afskedshilsen. Da skibet kom længere frem, og den danske kyst svandt mere og mere ud af syne, satte jeg mig stille hen i forstavnen, så ud over den blanke havflade og hengav mig til mine blå længsler. Idet jeg her sad tavs og hensunken i mig selv, blev jeg vækket af Nielsen, der, uden at jeg havde set ham, stod ved min side. I en bitter og heftig tone udbrød han: »Gud bevares! Sidder De her og græder? Er det professor Heiberg, disse tårer gælder?« Jeg blev stødt og svarede trodsigt: »Ja det er.« Nu styrtede han bort, for hen til madam W., sagde at han øjeblikkeligt ville sættes i land; han kunne og ville ikke rejse med mig, da han umuligt kunne tåle min uforskammede opførsel imod sig. Efter at hun havde anvendt nogen tid for atter at bringe ham til ro og få ham til at opgive sin flugt fra skibet, kom hun hen til mig og sagde: »Men Hanne, hvad er dog alt dette? Nielsen siger, du har været så uforskammet imod ham - kan du dog ikke holde fred med ham?« Jeg fortalte hende nu vor korte samtale ord til andet. Hun rystede på hovedet og gik. Fra dette øjeblik af var handsken kastet mellem Nielsen og mig; og nu indtrådte et fjendskab fra hans side, der har bragt mig ikke få ubehageligheder.