↩ Jeg ønsker, jeg havde noget interessant at fortælle dig fra hjemmet, men jeg sidder her i min lille hule som et andet stille, ensomt kreatur og hverken hører eller ser andet end det daglige ét og samme. Man bør sige Gud ske lov! når livet går ensformigt hen, thi forandringer er næsten oftere uroligheder end fornøjelser. Alting hos mig er ved det gamle, både omkring mig og i mig selv. Georg hilser dig kærligt og ærbødigt. På onsdag er det hans fødselsdag. Erindrer du den dag ifjor? - Den skønne sommer gør mig så lykkelig. Når solen skinner varmt, træer og planter blomstrer og aftenen er så stille og så balsamisk, så behøver man ingen synderlig anden lykke end dette sommerliv. Udvortes lykke, at sige, thi det indvortes menneske er ikke så nøjsomt. Dog selv de indvortes lidelser, savn, længsel osv. lindrer den milde natur. De fraværende synes mig altid langt nærmere om sommeren end når den fæle is og de mørke nætter ligger imellem os. Forleden kom en venlig vind ind ad vinduet ved Volden og bevægede den dejlige blomsterguirlande som du har givet mig til klokkestreng. Det forekom mig som om blomsterne vinkede af mig og hilste fra dig. -Men jeg frygter for at kede dig i dette mit allerførste brev. - Lev vel min Hanne! Camilla Buntzen har bedt mig hilse dig. Ludvig vil selv skrive. Jeg beder dig bringe madame Wexschall min hjerteligste hilsen. Jeg ønsker både dig og hende al den lykke og ære som jeg ikke tvivler på må blive eder begge til del.