Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Kort efter denne begivenhed hændte en anden, som gjorde en så latterlig opsigt, at rygtet derom endogså nåede til København, hvorfra man i breve til mig bad om en forklaring. Sagen var denne: Vi blev alle en skøn sommerdag indbudte til en fest på landet hos en højtstående familie. Naturen var henrivende smuk her, som overalt omkring Christiania; selskabet var stort og udsøgt, og alle var i den gladeste stemning. Efter middagsbordet foreslog værtinden damerne, hvis de havde lyst, at foretage en lille ridetur. Heste, damesadler og alt fandtes til dette brug. Flere af damerne, deriblandt madam Wexschall og jeg satte os da til hest, hver ledsaget af en ridende herre. En mig aldeles ubekendt mand blev min ledsager. Efter at vi havde tilbagelagt et godt stykke vej, foreslog han mig at ride op på en høj i nærheden, hvorfra man havde en henrivende udsigt. Med glæde tog jeg imod dette tilbud. Da vi havde redet en stund, og højen endnu ikke var at se, gjorde jeg vel indvendinger, ytrede, at den vist var for langt borte, og at jeg frygtede, de andre ventede på mig. Han forsikrede, at vi straks var ved den, og siden vi dog alt var kommet så langt, var det altfor kedeligt at opgive vort mål. Jeg syntes det samme og sad med glæde på det smukke dyrs ryg i den dejlige eftermiddags belysning. Jeg erindrer ikke mere, om vi virkelig kom op på den omtalte høj, kun det erindrer jeg, at hjemvejen forekom mig endnu 132 længere end udvejen. Om samme herre med vilje havde forlænget vejen hjemad, skal jeg ikke kunne sige, da jeg aldrig før havde været på disse steder, men det varede rigtignok en stund, inden vi atter nåede tilbage til selskabet. Vi havde vel omtrent været borte en time eller halvanden. Ved min indtrædelse i en af de store sale, hvor selskabet nu befandt sig og nød forfriskninger, mærkede jeg straks, at ansigterne på mit rejseselskab var noget forstemte, især madam Wexschalls. Da hun og jeg atter sad i vognen for at køre hjem, bebrejdede hun mig min opførsel. »Min Gud!« svarede jeg, »hvad kunne jeg herfor? Var jeg ikke nødt til at ride den vej, han førte mig? Jeg foreholdt ham flere gange, at vi måtte vende om, men jeg kunne dog ikke ride alene tilbage, da jeg hverken kendte vej eller sti.« At det havde moret mig at ride, kan jeg ikke nægte, og det faldt mig ikke ind, at man ville lægge nogen styg betydning i denne morskab. Dagen efter var denne - som mig endnu synes - ubetydelige historie hele byen rundt, forskønnet og forbedret. Man fortalte, at jeg hele dagen havde været borte med denne herre, der friede til mig; hvilket vist aldrig var kommet inden for samme herres tanker, da det var første gang han talte med mig. Op ad dagen kom atter hr. S. og bebrejdede mig det passerede. Nu blev jeg vred og sagde, at det jo slet ikke kom ham ved, men ifald han ønskede at kende den rette sandhed om, hvad der var passeret, kunne han henvende sig til mad. W., som da ville give ham fuldstændig oplysning. Denne historie nåede, som sagt, til København. Det hed der, at jeg var flygtet bort med en officer (nu var han blevet officer - jeg tror forresten, at det var en jurist) og havde været borte i otte dage. En dame ved det københavnske teater havde mødt Heiberg på gaden og der fortalt ham den gruelige nyhed.]