Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Madam W. og andre af mine venner ytrede ofte, at det ville være godt, om jeg snart gjorde et valg, så fik al den sladder en ende. »Vælg en skuespiller,« ytrede hun da ofte, »thi det er det eneste rigtige valg for en skuespillerinde.« (Nu véd jeg, at det er det dårligste valg.) »Den opmærksomhed, som nu hviler på ethvert af dine skridt, falder bort, når du har en mand ved din side til dit forsvar.« Jeg var selv træt af alt dette og ønskede at kunne gå nogenlunde i fred. Jeg modtog derfor hin skuespillers kur og tænkte: »Ja, måske har hun ret.« Således bidrager ofte små, flove begivenheder til at bestemme os til skridt, som kunne have indflydelse på vort hele liv. Samme skuespiller kom oftere i det Wexschallske hus. Alle, der bemærkede hans hensigter, slog ideligt på, at han netop var en mand for mig, og at jeg trængte til en støtte. Madam W. gentog ofte sin mening: at kun ved at gifte sig med en, der udøvede samme kunst, kunne man blive lykkelig; og hun lod ret til at synes om den mand, som alle så var på vej til at tilbyde mig sin hånd. Jeg hang ved denne moderlige veninde med mit hele hjerte, og uden i mindste måde at ville vælte skylden over på hende for det skridt, jeg gjorde, tror jeg dog, at den tanke: at behage hende ved dette valg, var min fornemste om end barnagtige grund - såfremt jeg da virkelig havde grunde for, hvad jeg gjorde.