Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

En dag, da hin skuespiller og jeg var ene i stuen, anholdt han om min hånd. Jeg svarede hverken ja eller nej. Han tænkte: »Hvo som tier, samtykker,« og tog denne tavshed for et ja. Og da de andre i samme øjeblik kom til, erklærede han henrykt for dem, at vi var forlovede. I samme øjeblik for det som et lyn igennem mig, og en rædsel betog mig, der tydeligt sagde mig, at jeg her havde begået en dårskab. Men at udbryde i dette øjeblik, da jeg så hans henrykkelse og de andres glæde og tilfredshed: »Nej, jeg vil og 137 kan ikke!« - dertil havde jeg ikke mod. Og jeg var bunden. Da jeg om aftenen var ene i mit sovekammer, overvældedes jeg af en smerte, blandet med forundring over min ubesindige handling, der gjorde, at jeg det meste af natten ikke fik søvn i mine øjne. »Er det dig,« udbrød jeg ideligt for mig selv - »du, som har været så angst og haft så mange skrupler ved tanken om at binde dig til en mand - er det dig, der her så letsindig har indgået en forbindelse af så stor vigtighed? Og det for hele livet?« Jeg vendte og drejede mig på mit leje den hele nat, og da jeg stod op den næste morgen, spurgte jeg mig selv: »Er dette en drøm?« Jeg havde vel ikke noget imod denne mand - ja, jeg kunne endogså godt lide ham; men da han nu tillod sig en nærmelse af fortrolige-re art, da vidste jeg med bestemthed, at jeg havde begået et fejlgreb. Det gør altid stor opsigt, når en pige efter en ottedags-forlovelse hæver forbindelsen; og dog er dette så naturligt, ja, det eneste rigtige, når et misgreb har fundet sted. Sagen er, at der er et så uhyre spring fra at omgås med en mand i selskabelige forhold og til denne fortroligere personlige tilnærmelse, at jeg tror, enhver ung pige først i det øjeblik, da en sådan finder sted, ved, om hun har været i en illusion eller ikke. Har hun nu ikke i dette øjeblik mod til at udbryde: »Nej, dette kan jeg ikke tåle!« da er det rette øjeblik gået tabt. Jeg havde ikke mod dertil.