Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Denne gave og dette lille vers bragte mig tårer i øjnene og jeg tænkte: Ak, hvilken forskel! Mange mennesker har vist erfaret med mig, at der gives øjeblikke i vort liv, hvor vi med dyb 139 skamfuldhed må erkende, at vi har været utro mod vort eget højere jeg, utro mod det ideal, der hviler på bunden af vor sjæl, og som nu råber til os: »Hvor kunne du? hvor kunne du således forglemme dig?« Hvilken ond magt gjorde, at jeg i dette øjeblik kunne glemme, hvilken mand der for kort tid siden havde tilbudt mig sin hånd, og som alt længe havde givet mig så store prøver på, i hvilken grad han var gået og fremdeles gik op i mit hele væsen, og i hvis blotte nærværelse jeg jo havde følt mig stillet højt over det mål, hvortil mine dristigste ønsker higede. Var jeg nu blevet ligesom den mand, der havde fundet en kostbar skat af ædle perler på sin vej, og som solgte disse for kampestene, hvorpå han slæbte sig ihjel? Ak, skamme måtte jeg mig, og skamme mig gjorde jeg, og så ofte jeg satte min ædle vens lille gave på min finger, følte jeg en stikkende smerte i mit bryst, og atter og atter lød der en stemme fra mit indre: »Hvor kunne du? hvor kunne du?« - Og dog, måske var det en nødvendighed for min letsindige og overmodige sjæl, at den måtte gennemgå den skærsild, jeg nu selv havde beredt mig, for at jeg med hele min sjæls kraft kunne gribe, forstå og vurdere den højere tilværelse, som fulgte ovenpå min fornedrelse i øjeblikket. Vi tugtes ofte af en usigelig kærlighed!