Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Bournonville, hans dans og balletter var altså i høj grad i mode så vel hos publikum som hos hoffet. En festforestilling uden ham og hans dans kunne man næsten ikke tænke sig, og den ville især have mishaget hoffet. Nu var Bournonville i den senere tid jævnligt optrådt ved aftenunderholdninger og sommerskuespil som sanger og skuespiller og havde vundet bifald heri. Da faldt det Heiberg ind, at man måske kunne motivere dansen i stykket, der ellers ofte kommer til at stå så isoleret, ved at indrette en af rollerne således, at hans dans kom naturligt og uden at få skin af noget, som var indlagt. Han gjorde Bournonville bekendt med sin plan, og denne var villig til at udføre rollen med dens tekst, sang og dans. Skuespilpersonalet med Nielsen i spidsen kom nu i det heftigste oprør. Man sagde atter her, at balletterne var en fordærv for smagen, at teatret gik tilgrunde ved dem, at det var en uværdig kunst osv. Da det nu rygtedes blandt skuespillerne, at Heiberg agtede at sætte balletmesteren talende ind i et skuespil, blev der kaldt til våben, alarmtrommen gik, og en formelig revolution brød ud i lys lue. Nielsen, der siden den norske rejse var kommet mere og mere i madam Wexschalls gunst (en gunst jeg ofte så på med ængstelse og bedrøvelse, da den forekom mig at antage en foruroligende karakter), kom nu hyppigere i hendes hus end nogensinde før. I den sidste tid mærkede jeg vel, at noget 142 usædvanligt var i gære, thi flere gange om dagen kom han og gik og kom atter, og hver gang blev madam W. kaldt ind i et sidekabinet; man læste noget højt, der blev talt frem og tilbage, og jeg mærkede tydeligt, at gemytterne var forbitrede og ophidsede. Endelig fik jeg som alle at vide, hvad det gjaldt om; sagen var hverken mere eller mindre end et klageskrift til Frederik den Sjette over, at Heiberg vovede at sætte en danser ind i et skuespil, hvorved den høje og ædle skuespilkunst blev krænket og vanhelliget. Det var en fornærmelse mod hele standen, mente man, som denne ikke ville og ikke kunne tåle; man bad derfor om retfærdighed hos kongen. Og nu fulgte en mængde underskrifter, mellem hvilke også madam Wexschalls fandtes. Frederik den Sjette, der underhånden var blevet forberedt på, at et sådant klageskrift ville indkomme, kaldte Heiberg til sig. Kongen spurgte ham, hvad han mente herved var at gøre. Heiberg svarede, at kongen selv vidste, hvor kort tid der var ham givet til dette arbejde, at stykket nu var færdigt, og at det var ham en umulighed at gøre nogen forandring heri, da rollen, som Bournonville skulle udføre, var indvævet i hele intrigen, og at det aldrig var faldet ham ind, at der, når han havde Bournonvilles og direktionens samtykke, kunne rejse sig mindste anstød på dette punkt; det hele forekom ham så latterligt, at han ikke kunne tro, denne overilede plan ville komme til udførelse. »Ja, ja, nu får vi se,« svarede kongen, »men De ved, det er et vanskeligt folkefærd.« Heiberg gik, og få dage efter hørte han, at klageskriftet virkelig var indleveret. Heiberg fortalte mig nogen tid efter, at noget af det første, kongen havde spurgt om, var: »Ved De, om jomfru Patges har været med at underskrive?« Heiberg svarede, at han ikke vidste det, men at han ikke troede det. »Det glæder mig,« sagde kongen.