Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

Mit hjerte isnede i mit bryst ved disse sammenkomster, og min opmærksomhed var kun henvendt på tårnuret, der slog hvert kvarter, og for hvert kvarter det slog - mellemrummet syntes mig en evighed - følte jeg mig lettere og lettere. Kom nu øjeblikket, da han brød op for at gå, viste jeg ham min taknemmelighed derfor ved at sige ham venligt farvel. Når han så var borte, overlod jeg mig snart til selvbebrejdelser over min uret imod ham, der syntes at hænge ved mig med så megen godhed; snart flød de bitreste tårer fra mit beklemte bryst, og ideligt spurgte jeg mig selv: hvorledes skal dog dette ende? Hvad der nu gjorde hans besøg dobbelt pinlige, var, at jeg her sad ene med ham, medens jeg hos Wexschalls for det meste så ham i forening med andre, så det trykkende i hans underholdning ikke blev slet så føleligt og uudholdeligt. Når vi spadserede sammen, var hans tavshed atter nærved at kvæle mig. Jeg udfandt da et middel for at råde bod herpå; jeg læste en eller anden novelle eller historie umiddelbart inden spadsereturen, kun i den hensigt at bruge den til at kaste i det gab af tid, som spadsereturen medtog. Midlet viste sig probat, og tiden gik på denne måde nogenlunde hen, uden at jeg følte trykket altfor stærkt.